Erhverv

Antallet af netvirksomheder stiger kraftigt

Antallet af onlinevirksomheder er på 10 år steget med 60 pct., viser tal fra Danmarks Statistik.

Der er kommet flere nethandelsfirmaer til. Arkivfoto.

Danskerne er vilde med at handle online – og det smitter i høj grad af på antallet af virksomheder, der bruger nettet som deres primære salgskanal.

På ti år er antallet af detailvirksomheder, der overvejende tjener penge på internethandel, steget med mere end 60 pct. – fra knap 1.200 i 2007 til næsten 2.000 i 2017.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

»Det er en pæn stigning i antallet af nethandelsvirksomheder, selvom resten af detailbranchen er under pres,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.

Udviklingen er især bemærkelsesværdig, hvis man sammenligner den med, hvordan detailhandlen generelt har udviklet sig de seneste år. Her er antallet af detailvirksomheder faldet markant siden slutningen af 00’erne, selvom udviklingen har stabiliseret sig lidt de seneste år.

Det betyder, at antallet af onlinevirksomheder i dag udgør en væsentlig større andel af det samlede antal detailvirksomheder herhjemme – fra 3 pct. i starten af 00’erne til over 10 pct. i dag.

»Det går kun én vej for internethandlen – og det er op. Det er ikke længere en niche i detailhandlen. Virksomhederne bliver større og større og mere etablerede. Det er ikke længere et nyt fænomen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Men på trods af, at der kommer flere og flere onlinevirksomheder, kaster de dog ikke mange arbejdspladser af sig. I dag er det kun 4 pct. af de ansatte i detailbranchen, der arbejder for internetvirksomheder.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også