Erhverv

Dansk ingeniørvirksomhed solgt til canadisk gigant

Den danske ingeniørvirksomhed Orbicon er blevet solgt til den canadiske WSP.

Fra venstre ses Bent Simonsen, konstitueret direktør i Hedeselskabet, Magnus Meyer, managing director i WSP Nordics og Per Christensen, adm. direktør i Orbicon. Foto: PR.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Orbicon er blevet solgt til canadiske WSP, der er en af verdens førende ingeniørvirksomheder.

Det oplyser Hedeselskabet, der er Orbicons moderselskab, i en pressemeddelelse – dog uden at oplyse købsprisen.

»Vi har i den løbende evaluering af Orbicon vurderet, at tidspunktet er inde for Hedeselskabet at sælge Orbicon. I et konkurrencepræget marked med små marginaler er der behov for stor volumen og globalt virke både med hensyn til kunder og medarbejdere, og derfor var Orbicon strategisk set ikke længere et naturligt forretningsben for Hedeselskabet,« siger Jørgen Skeel, bestyrelsesformand i Hedeselskabet.

Orbicon, som til daglig beskæftiger omkring 500 medarbejdere, har som rådgivende ingeniørvirksomhed specialiseret sig inden for klimatilpasning, bæredygtigt byggeri og miljøpåvirkninger.

»Med det nye ejerskab hos WSP styrker vi vores konkurrencesituation i hele den nordiske region betydeligt samtidig med, at vi får adgang til et globalt netværk af stærke kompetencer i en af de førende virksomheder i vores sektor,« siger Per Christensen, adm. direktør i Orbicon.

Med salget til WSP kommer Orbicon under vingerne på en international gigant med omkring 50.000 medarbejdere.

WSP har som ingeniørvirksomhed især fokus på transport og infrastruktur.

»Denne handel giver os mulighed for at opfylde vores strategiske ambition om at fremme vores aktiviteter i den nordiske region – og samtidig styrke vores ekspertise inden for miljøsektoren,« siger Magnus Meyer, direktør for WSP i Norden.

Læs også