Erhverv

Nyt medie vil tæt på landbrug og agroindustrien

Erhvervsmediet AgriWatch publicerede onsdag dets første artikel. Ambitionen er at sætte fokus på agroindustrien, der beskæftiger flere tusinde ansatte og omsætter for milliardbeløb.

Erhvervsmedierne knopskyder i den danske mediebranche, og den 4. september er seneste skud på stammen sprunget ud med det Jyllands-Posten-ejede Watch Mediers 12. nichemedie, AgriWatch.

Mediets fokus er de hundredvis af virksomheder, der leverer alt fra stalde, landbrugsmaskiner og produktions- og procesudstyr til de stadig større danske landbrug og virksomheder i føde- og drikkevareindustrien, kaldet agroindustrien.

»Vi vil samtidig dække andelskoncernerne og de allerstørste landbrug herhjemme, beskrive deres forretningsstrategier og de udfordringer, som de står over for, herunder den jordreform, som regeringen har bebudet i klimaets navn,« siger redaktionschef på Watch Medier, Henrik Tüchsen.

Han konstaterer, at AgriWatch har større ambitioner end blot at blive endnu et blandt en række fagmedier, der har fokus på landbruget:

»Der findes udmærkede landbrugsmedier. Når vi mener, at vi kan gøre en forskel, hænger det sammen med, at vi for det første er uafhængige af særinteresser. For det andet har vi en klar business-tilgang til stoffet, og endelig er en del af vores kernemålgruppe en type af virksomheder, der i medierne ofte lever en skyggetilværelse.«

Dermed henviser Henrik Tüchsen til en industri, hvis levebrød er landbruget og de store drikke-og fødevarevirksomheder, herunder store kornfirmaer, hvoraf flere omsætter for tocifrede milliardbeløb årligt.

»De allerstørste danske landbrug er på størrelse med en mellemstor dansk virksomhed, og dem vil vi helt tæt på. På samme vis vil vi dække underskoven af virksomheder, der har landbrug som største kunder. Og hertil kommer de danske leverandører af udstyr til fødevarevirksomheder, kaldet food tech, der samlet set faktisk er en af verdens største klynger på det felt,« siger han.

AgriWatch, der løbende opdaterer sitet med nyheder og udsender to daglige nyhedsbreve, har base i Aarhus. Redaktionen vil samtidig trække på indhold fra Watch Mediers knap 60 journalister i København, på Christiansborg og i Bruxelles. Thomas Rønholdt Mørch, der blandt andet har været reporter på FødevareWatch, er redaktør på AgriWatch.

BRANCHENYT
Læs også