Dansk legetøjsfirma slår rekord med millionoverskud
Legetøjsfirmaet Plus-Plus kan endnu en gang afsløre et regnskab, der slår rekorder.
Dansk legetøj batter i den internationale legetøjsbranche.
Lego har bevist det i årtier, og nu kan den nye dreng i klassen, danske Plus-Plus, altså bekræfte udsagnet.
Legetøjsfirmaet Plus-Plus har nemlig igen haft et rekordår med sorte tal i regnskabet. Virksomhedens overskud lød i seneste regnskabsår på 14 mio. kr., hvilket er det bedste resultat i de 10 år, virksomheden har eksisteret.
Den danske legetøjsvirksomhed, der er kendt for sine plus-formede byggebrikker, tilskriver succesen en god kundekontakt både i ind- og udland.
»Vi har generelt en god kontakt til vores kunder - også dem i udlandet. Jeg tror især, at det er dét, der gør, at vi fortsat har gode resultater på bund- og toplinjen,« siger direktør Martin Pihl.
Udover sin danske succes, har legetøjsfirmaet også mange oversøiske kunder.
Plus-Plus eksporterer til mere end 40 lande verden over, herunder særligt USA. Her har virksomheden et tocifret antal medarbejdere ansat i produktionen.
Og Plus-Plus regner med, at væksten ikke stopper her.
»Det er ledelsens forventning, at den positive udvikling i omsætning og indtjening i 2018/2019 vil fortsætte i 2019/2020,« skriver firmaets ledelse i seneste regnskab.
Der er nemlig et stort marked for de danske byggeklodser i det amerikanske, hvor virksomhedens legetøj tidligere er blevet solgt på store museer som Guggenheim og Moma i New York.
Plus-Plus blev grundlagt i 1980’erne som en del af legetøjsvirksomheden Gram Toys, men blev selvstændig i 2009. Mange af de oprindelige stiftere forlod dog selskabets bestyrelse og ejerkreds i 2018. Ejerkredsen består lige nu af fem personer, herunder den kendte arkitekt Bjarke Ingels og Lagkagehusets stifter Ole Kristoffersen.

