Erhverv

Nyt kapitel: Sådan går det nu for Lars Juhl, der fuckede sit liv op. Læs det nye kapitel her. Vi har låst en del af det op.

5G-mobilnet er klar i store tyske byer

Det super hurtige 5G-mobilnet skyller nu ind over Tyskland. Dansk netværk er også på vej.

Deutsche Telekom har nu gjort det super hurtige 5G-net tilgængeligt i fem store tyske byer.

Det offentliggjorde det store tyske teleselskab torsdag på et pressemøde, der blev holdt i forbindelse med den store IFA-messe i Berlin.

- Vi gør nu 5G tilgængeligt og vil fortsat indrette os efter, hvor kundernes behov er størst, sagde Telekoms teknologichef, Walter Goldenits, ifølge nyhedsbureauet Reuters i forbindelse med lanceringen.

I første omgang er det indbyggerne i Berlin, München, Köln, Bonn og Darmstadt, der kan benytte det superhurtige telenet. Hamburg og Leipzig kommer til inden årets udgang.

Hos Deutsche Telekom er planen, at 20 tyske byer er 5G-dækket i løbet af næste år.

Det kræver dog, at ens smartphone kan benytte det nye netværk. Det er der foreløbig kun en lille håndfuld telefoner, der kan.

Forventningen er dog, at de fleste nye smartphones indenfor kort tid vil være gearet til 5G. Det gælder blandt andet de nyeste telefoner fra Samsung, Huawei og Motorola.

Har man sådan en, og er den sluttet til 5G-nettet, der kan levere hastigheder på omkring 1 gigabit i sekundet, kan man hente en hel spillefilm ned på telefonen på et par sekunder.

I Danmark arbejdes der også på højtryk. TDC har således lovet et landsdækkende netværk inden udgangen af næste år, mens Telenor og Telia vil etablere netværk i de større byer.

Forventningen er, at behovet for endnu hurtigere mobile netværk vil stige kraftigt i de kommende år. Det skyldes især, at mere og mere af den elektronik, vi omgiver os med i hverdagen, er forbundet til nettet.

Det gælder ikke bare telefoner, tablets og computere, men også for eksempel sensorer som bruges til regulering af forskellige ting.

Læs også