Fortsæt til indhold

Ølentusiast købte øl til 45 kr. - endte med at betale 458.000 kr.

Det endte med at blive en dyr fornøjelse at købe en ellers nogenlunde billig øl.

Man skal nok lede længe for at finde en anden, der ligesom australske Peter Lalor har betalt 458.000 kr. for en øl. Foto: Petr David Josek/AP
Erhverv

En enkelt øl udviklede sig til lidt af et mareridt for den australske journalist Peter Lalor. Ølentusiasten bestilte en øl, drak den med tilfredshed og skulle have en regning på 6,76 dollars, svarende til ca. 45 kr., men sidder nu og venter på at få 458.000 kr. tilbage.

Peter Lalor, der ikke ser specielt godt uden briller, havde allerede ved betalingen en dårlig fornemmelse, og da han ikke havde sine briller på, spurgte han servitricen, hvad øllen egentlig havde kostet. Hun kunne fnisende fortælle, at hun var kommet til at lade ham betale 10.000 gange for meget for øllen, skriver CNN.

Ledelsen på stedet garanterede ham, at de vil anmode om en annullering med det samme og lovede ham, at den betaling aldrig ville gå igennem. Men det gjorde den, og han fandt ud af det ved, at hans kone havde konstateret, at der manglede ca. 67.000 dollars på kontoen.

Nu er han nødt til at vente i op mod 10 dage på sin bank for at få pengene tilbage fra Malmaison Hotel i Manchester, England.

Hotellet har ifølge CNN rakt hånden ud til Peter Lalor og undskyldt.

»Vi sammenligner altid vores barpriser og må anerkende, at denne regning var til den dyre side. Vi håber, at vi kan invitere Peter tilbage til en anden omgang, og den næste vil helt sikkert være på husets regning,« skriver en repræsentant for hotellet i en mail til CNN.

Artiklens emner
Øl