Erhverv

Serieinvestor Peter Warnøe trækker sig fra egen fond

Ifølge Nordic Eye trækker Peter Warnøe - som også har trukket sig fra DR-programmet "Løvens hule" - sig på grund af "personlige omstændigheder".

Nordic Eye skriver på Facebook, at Warnøe trækker sig som direktør i tre måneder med øjeblikkelig varsel. Foto: AP

Serieinvestor og stifter af venturefonden Nordic Eye, Peter Warnøe, trækker sig midlertidigt fra posten som administrerende direktør i venturefonden.

Det oplyser Nordic Eye på Facebook.

- Det skyldes personlige omstændigheder, som Peter Warnøe ønsker tid og fuld opmærksomhed til at håndtere, skriver Nordic Eye.

Det sker på bagkant af, at Børsen har beskrevet, hvordan Peter Warnøe i en årrække har foretaget ulovlige millionlån i flere af sine virksomheder.

Ifølge Børsen har Warnøe siden 2014 fået påtaler 14 gange fra sin uafhængige revisor i regnskaberne for at handle i strid med selskabsloven og samtidig bryde skattelovgivningen i forbindelse med lånene.

Ifølge revisoren har han lånt over 20 millioner kroner af sine egne virksomheder. I det seneste regnskab for hans selskab Oyster Invest fremgår det ifølge Børsen, at Warnøe fortsat skylder 10 millioner kroner til sit eget selskab.

- Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at bryde loven, men det har været en måde at overleve på og komme videre. Du kan godt kalde det desperation, hvis det er det rigtige ord, har Peter Warnøe tidligere sagt til Børsen.

Efter de ulovlige lån kom frem, har Warnøe trukket sig som "løve" i DR-programmet "Løvens hule".

Nordic Eye skriver desuden på Facebook, at Warnøe trækker sig som direktør i tre måneder med øjeblikkelig varsel.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også