Erhverv
0

Vil lave alle butikker om: Dansk butikskæde går tilbage

Hi-Fi Klubben skruer ned for millionerne. Det er der flere grunde til, siger direktøren.

Hi-Fi Klubben er i gang med en digital transformation, der bl.a. skal binde webshop og de fysiske butikker komplet sammen. På længere sigt bliver kasseapparater helt fjernet, og alle køb i butikken kommer til at foregå over nettet. Foto: Mathias Svold Foto: Mathias Svold.

Den danske butikskæde Hi-Fi Klubben, der er ejet af erhvervsmanden Johan Peter Lyngdorf, tjener fortsat millioner på at sælge lydudstyr til forbrugere i Skandinavien, Holland og Tyskland.

Men udviklingen i både den norske og svenske valutakurs samt store investeringer har gjort ondt på indtjeningen. Det fremgår af et nyt regnskab fra Hi-Fi Klubbens moderselskab, Audionord International A/S.

Overskuddet i Hi-Fi Klubben er faldet fra 32 mio. kr. til 20 mio. kr. Også omsætningen er gået nedad.

»Det skyldes dels et dyk i vores salg af fjernsyn, dels at vi som led i vores strategi har tilpasset antallet af butikker til markedet i Skandinavien. Salget af vores kerneprodukter er stigende, hvilket sikrer en profitabel forretning, mens vores rene driftsindtjening er tæt på status quo,« siger Christoffer Arensbach, der er adm. direktør i Hi-Fi Klubben.

Kursen på både den norske og den svenske krone er faldet i regnskabsperioden, der løb fra maj 2018 til april 2019. Det kan mærkes, når man sælger lyd og tv-udstyr til nordmænd og svenskere.

Samtidig har Hi-Fi Klubben investeret i at få større fodfæste på det tyske marked, hvor man konkurrerer med bl.a. Media Markt og Saturn. Og så er kæden i gang med at omdanne alle sine godt 100 butikker til showrooms, der i højere grad spiller sammen med kædens webshop.

På længere sigt er målet at fjerne kasseapparaterne og lokale lagre for at give plads til lytterum og oplevelser for kunderne.

»På mange måder er vi faktisk inspirerede af, hvordan konceptet startede i 1980, hvor det var postordresalg og direkte forsendelse fra lageret,« fortæller Christoffer Arensbach.

Hi-Fi Klubben blev grundlagt af Johan Peter Lyngdorf i 1980 som et postordrefirma med få demorum. Siden udviklede virksomheden sig til en egentlig butikskæde, der i dag har ca. 100 butikker i fire lande. Omkring to tredjedele af butikkerne ligger uden for landets grænser.

Den 65-årige Johan Peter Lyngdorf er hovedejer af Hi-Fi Klubben og står også bag de to selskaber Dali og SL Audio, som han bestyrer fra sin base i Højbjerg syd for Aarhus.

BRANCHENYT
Læs også