Erhverv

3F’ere nedlægger arbejdet efter truet medarbejder igen møder på job

I en betændt sag, hvor en 3F-tillidsvalgt truer en kollega til at melde sig ind, har ansatte i SAS’ bagageafdeling på ny nedlagt arbejdet i Københavns Lufthavn.

For tredje gang på seks dage har 3F'ere, der står for SAS' bagagehåndtering nedlagt arbejdet.

Hvad der i sommer begyndte med en sag om trusler mod en ansat i SAS Ground Handling, der står for bagagehåndtering i Københavns Lufthavn, har onsdag middag ført til tredje omgang arbejdsnedlæggelser blandt 3F’erne i Københavns Lufthavn på blot seks dage.

Medarbejderen var vikar i bagagehåndteringen og var som ingeniør medlem af Ingeniørforeningen i Danmark, IDA. Det har siden 2006 været frit fagforeningsvalg i Danmark, men visse steder har de etablerede fagforeninger svært ved at acceptere, at kolleger ikke er medlem af ”det rigtige” forbund.

Det fik hans 3F-organiserede kolleger til at kræve, at han skulle melde sig ind i 3F. Berlingske bragte tirsdag historien frem og fulgte onsdag op med en lydfil, der afslørede, at en 3F-tillidsvalgt førte an i truslerne.

Sagen har bølget frem og tilbage, og medarbejderne har nedlagt arbejdet, når vikaren er mødt ind på job - hvilket efter Finans’ oplysninger også skete lidt efter kl. 13. onsdag.

»Det er en uholdbar situationen. Vi kan ikke acceptere, at trusler forekommer i vores virksomhed. Enhver SAS-medarbejder har altid ret til frit at vælge fagforening. Det vil vi altid stå fast på. Det er en dybt alvorligt og principiel sag om at tilsidesætte foreningsfrihed. Den ulovlige strejke har allerede påvirket over 6.000 passagerer, og vi har måttet aflyse 74 fly,« lyder det i en mail fra Karin Nyman, kommunikationsdirektør i SAS.

Onsdag kl. 14.25 er der møde i Arbejdsretten om, hvorvidt arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig.

Formanden for 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, er på vej til mødet. Finans arbejder på at få en kommentar.

Det er ikke første gang, 3F er ude i den slags sager. I oktober sidste år skrev Finans om en lignende sag fra Randers, hvor en kvinde var blevet fyret, fordi hun ikke ville melde sig ind i 3F. Hun havde også optaget samtaler, der viste, at hun pga. pres fra 3F ville blive fyret ved førstkommende lejlighed, hvis ikke hun skiftede fagforening.

Finans har i en række artikler også skrevet om et betændt miljø i Falck, hvor 3F reelt styrede mange stationer og eksempelvis bestemte, hvem der kunne få hvilke kurser og stillinger.

Det er dog ikke kun i 3F, hvor tillidsfolk går langt for at få medlemmer. Også i NNF på Danish Crown har der været lignende sager, hvilket Finans også har beskrevet.

Onsdag ca. 15.30 genoptog 3F’erne arbejdet, efter Arbejdsretten havde idømt dem skærpet bod og påbud om straks at gå i arbejde.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også