Erhverv
BREAKING

Konsulentforretning overhaler for første gang revision i danske Deloitte

Deloitte i Danmark er nu tæt på en omsætning på 4 mia. kr.

Anders Dons er uddannet revisor og reviderer fortsat nogle af de største danske virksomheder. Og så er han chef for Deloitte i hele Norden.

For første gang udgør konsulentforretningen det største ben i den danske del af rådgivningsgiganten Deloitte.

Det skriver Børsen.

Deloitte i Danmark er samtidig nu tæt på en omsætning på 4 mia. kr., viser det nye regnskab for det forskudte regnskabsår 2018/2019.

»Historisk har vi været størst på revision, men nu er det tippet over til, at vi er størst på konsulentydelserne, som vi forventer vil fortsætte med at vise en markant vækst. Det handler om, at rigtig mange danske virksomheder går gennem meget store transformationsprojekter. Når vi kommer ind og hjælper i den type projekter, er vi ofte inde med hele vores forretning, men konsulentydelserne er en meget stor del af det,« siger Anders Dons, der er adm. direktør i Deloitte Nordic, til Børsen.

Selskabet har gennem de sidste fem år haft en toplinjevækst på 10 pct. årligt.

Revisionsforretningen har ligget fladt i en årrække, men er stadig en vigtig forretningsdel, forklarer Anders Dons.

Deloitte er en del af ”Big Four,” som også tæller de globale revisionsgiganter EY, PWC og KPMG.

Alle fire har igennem en periode bevæget sig mere og mere over i rådgivningsverdenen.

Deloitte har i Danmark omkring 2700 medarbejdere heraf omkring 230 partnere. Globalt har Deloitte cirka 270.000 medarbejdere i 150 lande.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også