Erhverv

Konkurstruet vindmøllegigant tæt på at sælge ud

Senvion kæmper for at afværge en konkurs.

Senvion måtte i april begære sig insolvent, efter at forhandlinger med selskabets långivere var faldet til jorden. Foto: Christian Charisius/AP

Den kriseramte tyske mølleproducent Senvion, der tidligere på året måtte begære sig insolvent, er tæt på at lande en aftale, som vil kunne medvirke til at forhindre en konkurs.

I en meddelelse mandag oplyste Siemens Gamesa at man er i eksklusive, men ikke-bindende forhandlinger med Senvion om et køb af udvalgte dele af Senvions forretning.

Det er nærmere bestemt dele af Senvions europæiske landmølleaktiviteter, som Siemens Gamesa angiveligt er interesseret i at købe.

»Hvis forhandlingerne er succesfulde og munder ud i en aftale, så kan en bindende beslutning blive taget inden for de næste uger. En eventuel transaktion vil ikke påvirke resultaterne for 2019,« skriver Siemens Gamesa i meddelelsen.

Senvion måtte i april begære sig insolvent, efter at forhandlinger med selskabets långivere var faldet til jorden.

Når en virksomhed er insolvent, betyder det kort sagt, at den ikke har mulighed for at overholde sine låneforpligtelser. Retten accepterede Senvions insolvensbegæring, og dermed har selskabet kunnet fortsætte den daglige drift og fortsat leve op til indgåede servicekontrakter.

Flere år med underskud og en stor opbremsning på hjemmemarkedet i Tyskland har fået Senvion i alvorlige problemer. For nyligt valgte selskabet at trække sig ud af 30 markeder verden over i et forsøg på at skære forretningen til.

Aktien i Senvion er i år faldet med 95 pct.

Aftalen med Siemens kan være afgørende for selskabets overlevelse.

»Vi er tæt på at finde en sikker havn for en betydelig del af vores forretning og medarbejderstab,« udtaler Senvions adm. direktør, Yves Rannou.

Han tilføjer, at ledelsen også arbejder på en fremtidig løsning for resten af Senvion, der har hovedsæde i Hamborg og beskæftiger i alt 4.000 ansatte.

Det er ikke længe siden, at Vestas-formand Bent Nordberg i et interview med Finans erklærede sig parat til at overtage nødlidende konkurrenter.

»Hvis du ser på det globalt, er der tre ledende spillere. Resten lider,« siger Bent Nordberg, der særligt er interesseret i serviceforretninger, der servicerer møller på lange kontrakter.

Om Vestas har nogen interesse i at overtage dele af Senvions forretning fremgår ikke.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også