Erhverv

WeWork udsætter storstilet børsnotering

Selskabet bag mere end 500 kontorhoteller i 29 lande vil rejse milliarder ved børsnotering, men investorerne har ikke vist tilstrækkelig interesse.

Adam Neumann, chef for WeWork, har været nødt til at udsætte planlagt børsnotering. Foto: Mark Lennihan/AP

Det er blevet kaldt verdens mest vanvittige børsnotering. Nu udsætter kontorhotelselskabet WeWork den planlagte notering på børsen i New York.

Investorerne viste simpelthen ikke tilstrækkelig interesse for projektet. Det skriver Reuters.

WeWork, der har taget navneforandring til We Company, var ellers på vej med et større roadshow for at promovere selskabet for potentielle investorer. Nu er planerne imidlertid sat i bero for en tid.

En børsnotering af We Company skulle sikre kapital til selskabets fortsatte ekspansion. Selskabet forventede at rejse mellem 60 og 80 mia. kr. ved en børsnotering. Tidligere var forventningen til værdiansættelsen på mere end 300 mia. kr.

Investorerne har dog stillet spørgsmålstegn ved bæredygtigheden af forretningsmodellen.

Da selskabet i begyndelsen af august sendte børsprospekt på gaden, blev det hurtigt dissekeret af journalister og analytikere, og de vendte generelt tommelfingeren nedad.

»Jeg laver ikke sjov. Det her er det mest vanvittige, jeg nogensinde har læst,« lød for eksempel den første reaktion fra Shira Ovide, tech-kommentator på Bloomberg, efter at hun havde læst ét afsnit i prospektet.

Konceptet hos WeWork er at udleje kontorplads med en række ekstra ydelser på fleksible vilkår. Især iværksættere benyttede i begyndelsen denne model, men i dag er en stor del af kunderne større virksomheder. WeWork har mere end 500 kontorhoteller i 111 byer i 29 lande.

We Company har ikke opgivet at rejse kapital på børsen. Selskabet skriver i en kort meddelelse, at man forventer, at børsnoteringen vil være gennemført inden udgangen af året.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også