Erhverv

Fagfolk: 5G-netværket vil gøre det endnu sværere for politiet at bruge teledata

Det bliver mere kompliceret at bruge teledata som bevismateriale i straffesager, når 5G-netværket rulles ud, advarer fagfolk. Europol er opmærksom på problematikken.

Illustration: Lotte Overgaard

Flere fejl har fået Rigsadvokaten til midlertidigt at suspendere al brug af teledata i straffesager, men i fremtiden er det tvivlsomt, om politiet overhovedet vil kunne bruge teledata som bevismateriale i straffesager.

Årsagen er det såkaldte 5G-netværk, der ventes udrullet i de kommende år. Fagfolk advarer om, at det vil blive yderligere kompliceret at kortlægge en forbryders færden via telefonen – en bekymring, som også Europol deler.

Teledatasagen kort

13. juni: Rigsadvokaten orienterer om, at Rigspolitiet har konstateret en systemfejl i det it-program, som politiet anvender til at konvertere såkaldte rådata fra teleselskaberne i forbindelse med indhentning af teleoplysninger i straffesager. 10.700 sager fra 2012 til 2019 skal gennemgås.

16. august: Rigspolitiet oplyser til Justitsministeriet, at en gennemgang af konkrete straffesager har identificeret fejl i forbindelse med konverteringen geografiske koordinator for telemasters placering.

18. august: Rigspolitiet oplyser, at der i forbindelse med gennemgangen af konkrete straffesager ligeledes er konstateret flere forskellige konkrete fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne, vedrørende teleoplysninger.

Rigsadvokaten suspenderer brug af teledata i straffesager frem til den 18. oktober og skriver i en instruks, at de nye oplysninger om fejl i rådata sætter nye alvorlige spørgsmålstegn ved kvaliteten af de teledata, som anklagemyndigheden anvender i straffesager.

Europols direktør, Catherine De Bolle, har kaldt 4G-netværket, der lige nu betjener mobilbrugere, for et af politiets vigtigste »efterforskningsmæssige værktøjer«.

Med 5G-teknologien kan det »potentielt blive vanskeligere at lokalisere og identificere enheder«, oplyser den europæiske politienhed til Jyllands-Posten. Det fremgår også af en rapport fra juli.

Teleanalytiker Torben Rune og Michael Jensen, der er formand for Ida Connect, Ingeniørforeningens faglige netværk for personer, som arbejder med tele- og informationsteknologi, mener, at der i længere tid har hersket alt for stor usikkerhed om brug af teledata i straffesager.

»Den usikkerhed bliver endnu værre i fremtiden med 5G-netværket,« siger Michael Jensen.

Torben Rune vurderer, at politiet står foran »et kæmpestort problem«, som gradvist begynder med udbredelsen af 5G-telefonerne fra 2021.

Preben E. Mogensen, der er professor ved Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet, forklarer, at telefoner i 5G-æraen giver mulighed for at anvende flere simkort i samme telefon, som vil kunne tilgå flere netværk på samme tid:

»Udfordringen for politiet er her, at de skal ud at finde brudstykker af en og samme samtale eller datastrøm, som bliver sendt over flere netværk.«

Rigspolitiet oplyser, at det følger nøje med i den teknologiske udvikling.

Læs også