Serier

Banksvindel for millioner har forbindelse til IS-kriger

Nye oplysninger afdækker en forbindelse mellem bedrageri i Danmark og terrorbevægelsen Islamisk Stat. Alligevel blev svindelsagen aldrig ført som en sag om terrorfinansiering i retten.

Grand Theft Europe – momsmillionerne, der forsvandt

En bankmand dømt for bedrageri fortæller nu for første gang, at en mand, der ifølge Politiets Efterretningstjeneste, PET, formodes dræbt som kriger for terrorbevægelsen Islamisk Stat, var med til at organisere svindlen og fik penge ud af den.

Ifølge flere myndighedskilder var politiet fuldt ud klar over mandens forbindelse til Islamisk Stat. Alligevel blev svindelsagen aldrig behandlet som en sag om mulig terrorfinansiering, hvilket i dag undrer flere kilder.

Bankmanden blev i 2017 idømt tre års fængsel for ved hjælp af forfalskede dokumenter at have stjålet mere end 8 mio. kr. af bankens penge. Mere end 4,5 mio. kr. forsvandt sporløst, før myndighederne greb ind.

Bankmanden fortæller sin historie under krav om anonymitet. Han siger, at han ikke vidste, at manden var jihadist, men at han godt vidste, at samarbejdspartneren befandt sig i Syrien.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har rejst tiltale for terrorfinansiering.

Magnus Ranstorp, terrorekspert og lektor på Forsvarshøjskolen i Stockholm

Hans fortælling om bedrageriets forbindelse til jihadisten bliver underbygget af en række sms-beskeder fra politiets efterforskning, som Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans, og dagbladet Information har fået aktindsigt i.

Sms-beskederne er en del af det bevismateriale, som dommeren lagde vægt på i dommen mod bankmanden, og i dommen nævnes jihadistens navn 47 gange.

Beskederne er skrevet i kodesprog. Men bankmanden forklarer nu, at jihadisten skulle have 35 pct. af udbyttet, til gengæld for at han leverede falske dokumenter og stod for det praktiske med at få ført pengene videre under myndighedernes radar.

Bankmanden forklarer, at »et betydeligt beløb« blev sendt videre til jihadisten.

Magnus Ranstorp, der er terrorekspert og lektor på Forsvarshøjskolen i Stockholm, undrer sig over forløbet.

»Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har rejst tiltale for terrorfinansiering,« siger han.

Finans og Information har af hensyn til familiens sikkerhed tidligere beskrevet jihadisten under det opdigtede navn Kemal. En kortlægning viser, at han og en anden militant islamist var centralt placeret i et formodet momssvindlernetværk med forbindelse til selskaber, der tilsammen skylder den danske stat mere end 800 mio. kr.

Finans og Information har kontaktet Kemals tidligere kone. Men hun ønsker ikke at udtale sig om hans aktiviteter.

Det direkte pengespor fra bedrageriet til en jihadist med tilknytning til Islamisk Stat vækker opsigt hos professor Tom Kirchmaier fra Copenhagen Business School, CBS, og London School of Economics.

»Det mest sandsynlige er, at Kemal har brugt pengene til at finansiere sin egen krig,« siger han.

Københavns Politi oplyser, at det ikke kan kommentere sagen, fordi den er tavshedsbelagt.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også