Erhverv

Dansk godsejerpar har tjent formue på cannabis

Stig og Anne Gamborg er sammen med deres direktør blevet forgyldt af en cannabis-investering. De solgte på det helt rigtige tidspunkt.

Anne Sophie Gamborg og Stig Gamborg ved Møllerup Gods, 8. august 2017. Foto: Mikkel Berg Pedersen.

Ejerfamilien bag Møllerup Gods har sammen med sin direktør tjent over 250 mio. kr. på en investering i en højtflyvende canadisk cannabisaktie. Det skriver Børsen.

I august 2017 købte godsejerparret Anne og Stig Gamborg og direktør Lars Allan Thomassen aktier i canadiske Canopy Growth for i alt 33 mio. kr.

Siden eksploderede aktien, og da familien fra Møllerup Gods sidste år trykkede på salgsknappen, fik de mere end seksdoblet deres investering. I det seneste regnskab fra selskabet Danish Cannabis, som godsejerparret ejer sammen med direktøren, er der bogført en gevinst på 252 mio. kr.

»Det er jeg da vældig tilfreds med. Vi havde set det her komme, men at det blev så mange gange pengene igen, det havde vi ikke regnet med,« siger Stig Gamborg til Børsen.

Canopy Growth er verdens største producent af medicinsk cannabis. Aktien skød sidste år i vejret, da en af verdens største ølproducenter, Constellation Brands, købte knap 40 pct. af Canopy Growth.

Stig og Anne Gamborg er ikke helt uerfarne med cannabis. Gennem en årrække har Møllerup Gods specialiseret sig i produktion af hamp, der anvendes til en lang række produkter - fra øl til hudpleje. Også medicinsk cannabis.

BRANCHENYT
Læs også