Erhverv

Ikea rammer rekordhøj omsætning i Danmark

En styrket kundeoplevelse har hjulpet Ikea med at opnå den største omsætning nogensinde i Danmark.

Ikea har aldrig før omsat for så meget i Danmark som nu. Foto: Philip Davali

Svenskproducerede byg-selv-møbler ser ud til at være et voksende hit blandt kunderne i Danmark.

I hvert fald har den svenske møbelkæde Ikea aldrig solgt mere i Danmark, end den gjorde i det forgangne regnskabsår, som løb til udgangen af august i år.

På det danske marked havde Ikea i perioden en omsætning på 4,7 milliarder kroner. Det var godt otte procent højere end året før, og samtidig var det den største omsætning i kædens 50-årige historie i Danmark.

- I Danmark bygger vi oven på mange års god vækst, som har bragt Ikea til en særdeles stærk position på det danske marked, siger Johan Laurell, direktør for Ikea Danmark, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at den danske forretning har styrket kundeoplevelsen ved at forbedre købsoplevelsen på sin hjemmeside og nedbragt leveringstiderne, så der nu kan leveres fra dag til dag.

- Dette kombineret med et bredt og attraktivt sortiment og kompetente og engagerede kolleger i varehusene er blandt årsagerne til en ekstraordinær fremgang i omsætningen, siger Johan Laurell.

Omsætningen fra Ikeas danske forretning er blevet præsenteret samtidig med omsætningen for Ingka Group, der er selskabet bag langt de fleste af Ikeas varehuse.

For Ingka Group har det seneste regnskabsår kastet en omsætning på 36,7 milliarder euro af sig, svarende til 274 milliarder kroner. Det svarer til en vækst på fem procent i forhold til året før.

Ikea blev grundlagt i Sverige i 1943 af Ingvar Kamprad.

Den samlede virksomhed har i dag mere end 200.000 medarbejdere globalt, og den har mere end 400 varehuse i over 50 lande.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også