Minister overvejer at beslaglægge millionbonus til Thomas Cook-direktører
Den britiske transportminister Grant Shapps vil undersøge mulighederne for at straffe topledelsen i det krakkede rejseselskab Thomas Cook, skriver britisk medie.
Den britiske transportminister Grant Shapps blander sig nu i sagen om de millionbonusser, som topledelsen i det krakkede rejseselskab Thomas Cook har fået udbetalt i årene op til konkursen.
Ifølge det britiske medie The Guardian vil den konservative transportminister nu se på, hvilke muligheder der er for at straffe cheflaget i Thomas Cook.
I en debat i det britiske parlament, foreslog transportministeren, at det bør undersøges, om det er muligt at beslaglægge nogle de bonusser, som ledelsen i Thomas Cook har modtaget. Ifølge The Guardian er det dog tvivlsomt, om det kan lade sig gøre i praksis.
Ifølge flere britiske medier har topcheferne i Thomas Cook siden 2014 modtaget løn og bonusser for omkring 20 mio. pund, hvilket svarer til knap 170 mio. kr.
Alene Peter Frankhauser, topchef i Thomas Cook indtil krakket, modtog i årene 2015-2018 en samlet løn- og bonuspakke på 8,4 mio. pund, ifølge BBC. Det svarer til ca. 71 mio. kr.
Løn- og bonuspakkerne bliver i øjeblikket undersøgt af den britiske myndighed Insolvency Service, der håndterer boet efter Thomas Cook.
Rejseselskabet gik konkurs natten mellem søndag og mandag, og krakket har kostet 9.000 britiske medarbejdere jobbet, ligesom 150.000 briter er efterladt på destinationer uden for Storbritannien.
Med sin udmelding er Grant Shapps blot den seneste af flere britiske ministre, der har kritiseret ledelsen i Thomas Cook.
Både landets erhvervsminister Andrea Leadsom og premierminister Boris Johnson har luftet deres kritik af løn- og bonuspakkerne.
»Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om det kan være rigtigt, at topchefer bør betale dem selv store pengesummer, når forretningen går i vasken på den måde,« lød det mandag fra premierminister Boris Johnson, ifølge den britiske avis Evening Standard.