Erhverv

Dumper topcheferne: Danskere forventer højere moral og ansvarlighed

Vi kræver større ansvarlighed af de danske virksomheder, end vi tidligere har gjort, viser ny undersøgelse fra PwC.

Danskernes opfattelse af erhvervslivets moral og etik er under pres. Det er væsentligt at tage hånd om, mener blandt andre topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen. Foto: Niels Hougaard

Medierne er måske spækket med skandaler i erhvervslivet. Men det svækker ikke danskernes forventninger til landets virksomheder. De skal have orden i penalhuset og moralen skal være på plads.

Det viser en ny undersøgelse fra PwC på baggrund af en spørgeundersøgelse fra Epinion.

Det er særligt i forhold til klima og miljø, at virksomhederne bør behandle medarbejdere ansvarligt, og så er det vigtigt, at virksomhederne er rustet til fremtidige økonomiske kriser.

»Vi er i øjeblikket vidne til et paradigmeskifte i forhold til virksomhedernes rolle i samfundet, hvor det i stigende grad forventes, at virksomhederne tager et endnu større medansvar for klimaet og miljøet,« siger Mogens Nørgaard Mogensen, der er adm. direktør i PwC.

Danskernes tillid til erhvervslivet er generelt steget, men der er rum for forbedring. Analysen viser, at virksomhederne ikke lever op til forventningerne.

Når det gælder klima- og miljøtiltag, medarbejderansvarlighed og økonomisk ansvarlighed er der en kløft på hele 19-20 indekspoint mellem forventninger til og opfattelsen af dansk erhvervsliv.

Når det handler om begreber som etik og moral, at det ofte sådan, at forventningerne er højere, end hvad folk oplever er realiteten, forklarer Andreas Rasche, der er professor på CBS og ekspert i virksomheders sociale ansvar.

Det er tydeligt, at det er blevet vigtigere for danskere, at virksomheder opfører sig etisk ansvarligt.

Andreas Rasche, professor

Samtidig har store skandaler som f.eks. hvidvasksagen i Danske Bank stor indflydelse på, hvordan danskerne generelt oplever dansk erhvervsliv.

»Men uagtet dette, er det tydeligt, at det er blevet vigtigere for danskere, at virksomheder opfører sig etisk ansvarligt. Det skal de danske topchefer tage meget alvorligt. Ingen virksomhed kan overleve på den lange bane uden at tage de værdier, der er i det omkringliggende samfund til sig,« siger han.

Topchef i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, er enig.

»Man kan ikke som virksomhed leve isoleret uden at være en del af samfundet. Man skal stå på mål for det, man gør. Det handler ikke kun om omdømme eller aktiekurser. Vores virksomhed lever af at have og tiltrække de skarpeste hjerner, og unge mennesker forholder sig meget til en virksomheds etik og kultur,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også