Erhverv

Blødningen i Tulip bomber Danish Crown baglæns

Danish Crowns konkurrenceevne er svækket, og nedturen kan blive selvforstærkende. Den dårlige konkurrenceevne skyldes især store tab i det britiske datterselskab, Tulip Ltd.

Slagterikoncernen Danish Crown har et strategisk mål om at levere en markant bedre indtjening end konkurrenterne.  
Realiteten er dog, at Danish Crowns konkurreneevne er svækket. Selskabet tjener færre penge end konkurrenterne.
Foto: Gregers Tycho

Midt i en historisk højkonjunktur slår fundamentet revner under den danske slagterikoncern Danish Crown.

Trods eksplosiv vækst i eksporten til Kina er selskabets konkurrenceevne svækket i en grad, der får eksporten af levende danske grise til at sætte ny rekord, mens antallet af slagtninger i Danmark falder til et nyt lavpunkt.

Danish Crowns regnskabsår slutter 30. september, og Finans beregninger viser, at slagterigigantens konkurrenceevne de seneste 12 måneder har ligget bagerst i feltet af europæiske slagteriselskaber.

Dette er i direkte modstrid med de strategiske indtjeningsmål, som selskabets ledelse vedtog for tre år siden. Det centrale mål er, at selskabets indtjening pr. kilo svinekød skal forbedres til et niveau, der er 83 øre foran en udvalgt gruppe af europæiske konkurrenter.

Målet er formuleret på den måde, fordi andelsselskabet Danish Crown er ejet af de danske svineproducenter. For dem vil det løfte den årlige indtjening med knap 800 mio. kr., hvis målet bliver nået

Da målet blev offentliggjort, lå Danish Crowns indtjeningsevne 23 øre foran konkurrenternes. De seneste 12 måneder har Danish Crown været 38 øre efter den udvalgte gruppe af konkurrenter.

I beregningerne er det antaget, at den såkaldte restbetaling - en årlig bonus - til andelshaverne er af samme størrelse, som i regnskabsåret 2017/18. Det år var restbetalingen usædvanligt lav, så det er muligt, at Danish Crown kan præstere bedre i år. Det vil dog næppe være nok til at rokke ved selskabets position sidst i feltet.

Danish Crowns indtjeningsmål
  • Danish Crown vil øge sit indtjeningsmæssige forspring til konkurrenterne med 60 øre pr. kilo svinekød.
  • Da målet blev vedtaget, var Danish Crown 23 øre foran konkurrenterne. Forspringet skal altså øges til 83 øre pr. kilo.
  • Der er tale om et bevægeligt mål - dvs., at hvis konkurrenterne forbedrer deres indtjening med 60 øre pr. kilo, så skal Danish Crown forbedre sin indtjening 120 øre pr. kilo.
  • Det strategiske indtjeningsmål er opgjort på indtjening pr. kilo svinekød, fordi andelsselskabet Danish Crown er ejet af svineproducenterne. Det vigtigste nøgletal for selskabet er derfor svinekødsafregningen, der er det ultimative udtryk for Danish Crowns indtjeningsevne.
  • Danish Crown måler sin svinekødsafregning mod afregningen i Tyskland, Spanien, Frankrig og Holland. Afregningspriserne i disse lande indgår med en vægt på henholdsvis 44, 28, 17 og 11 pct. i det gennemsnit, Danish Crown måler sig mod.

»Danish Crowns svage konkurrenceevne medfører desværre, at eksporten af levende grise bliver ved med at vokse, mens slagtningerne i Danmark falder. Den udvikling bliver først brudt den dag, Danish Crown som minimum kan matche de tyske slagteriers svinenotering og samtidig fremlægger en troværdig, langsigtet plan for, hvordan selskabets konkurrenceevne skal genopbygges,« mener Kim Heiselberg, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.

Hos Danish Crown oplyser pressechef Jens Hansen, at selskabets ledelse først vil kommentere udviklingen i konkurrenceevnen til november, når årsregnskabet fremlægges.

På grund af eksporteventyret i Kina har Danish Crowns indtjening - og dermed svinekødsnoteringen - kurs mod de højeste niveauer i 30 år. Paradoksalt nok falder selskabets slagtninger alligevel, fordi de tyske slagterier tjener endnu flere penge og betaler en endnu højere svinenotering, som får de tyske landmænd til at suge smågrisene ud af Danmark. Også under den dybe lavkonjunktur i 2018 lå Danish Crown bagerst i feltet.

Danish Crown balancerer dermed på kanten af en farlig, selvforstærkende nedtur, hvor svag konkurrenceevne fører til færre slagtninger, som fører til dårligere kapacitetsudnyttelse og endnu ringere konkurreceevne.

Danish Crowns store britiske datterselskab, Tulip Ltd., har i 2015-18 haft et samlet underskud på 1,4 mia. kr. før skat, hvilket er en stor del af forklaringen på slagterikoncernens svage konkurrenceevne. Også i det netop afsluttede regnskabsår har Tulip haft et - endnu uspecificeret - trecifret millionunderskud på driften. Danish Crown er nu ved at sælge Tulip Ltd.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også