Erhverv

Nordjysk selskab stopper ruteflyvninger fra Aalborg

Great Dane Airlines lægger planerne om, så selskabet vil satse alt på charterflyvninger den kommende periode.

Thomas Hugo Møller er chef for Great Dane Airlines med base i Aalborg Lufthavn. Foto: Morten Lau-Nielsen.

Det nyeste danske luftfartsselskab, nordjyske Great Dane Airlines, skærer flere af dets ruteflyvninger væk. I stedet vil selskabet, som netop har investeret i fly nummer tre, satse på at flyve chartergæster til sydens sol for flere rejseselskaber.

Great Dane Airlines begyndte i forsommeren med ruteflyvninger til Dublin, Edinburgh og Nice fra Aalborg. Men de sættes nu ifølge flere medier på pause i hvert fald vinteren over.

TV 2 Nord skriver, at Great Dane Airline, der i forvejen har charterrejser fra både Aalborg, Billund og København til Mallorca, Rhodos, Kreta samt Varna, har indgået kontrakt med rejseselskabet Sun Charter. Desuden udvider selskabet ifølge mediet samarbejdet med Bravo Tours, så flyselskabet står for alle rejseselskabets charterflyvninger fra Aalborg Lufthavn i 2020.

»Vi skal hele tiden evne at tilpasse os efter de rejsendes ønsker, og den høje belægningsgrad på charterruterne betyder derfor, at vi i bestyrelsen har valgt at sætte størstedelen af vores egne ruter på pause det kommende år,« siger adm. direktør Thomas Hugo Møller, Great Dane Airlines, til TV2 Nord.

Great Dane Airlines flyver aktuelt med to Embraer-fly, der har plads til 118 passagerer. Flåden udvides nu med fly nummer tre.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også