Erhverv

Elgigantens salg presses af hård konkurrence

Den danske elektronikkæde med varehuse i hele landet melder om et benhårdt marked. Det betyder et dyk i indtjeningen.

Peder Stedal er adm. direktør for Elgiganten A/S med 38 danske varehuse. Foto: Stine Bidstrup.

Overskuddet dykker hos landets største elektronikæde Elgiganten. Den kan i de danske varehuse heller ikke kan holde samme vækst som de foregående år.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som selskabet har sendt sent mandag aften til Finans om udviklingen i regnskabsåret 2018/19.

Her fastslås, at kæden med 38 danske varehuse og egen onlinebutik leverer et overskud på 114 mio. kr. og en omsætning på over 6,2 mia. kr.

Året før havde Elgiganten A/S et overskud på 127 mio. kr. før skat, og omsætningen nåede da 6,15 mia. kr. De foregående regnskabsår havde detailselskabet ellers en højere vækst, end det ser ud til at nøjes med i det nye regnskab, som endnu ikke er offentliggjort i erhvervsregistret.

Selskabets adm. direktør lægger heller ikke skjul på, at det er et presset detailmarked, som han og kæden opererer i aktuelt.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi fortsat løfter vores toplinje og tjener penge i et benhårdt marked med stor konkurrence,« udtaler adm. direktør Peder Stedal i mandagens pressemeddelelse.

På markedet er Elgiganten bl.a. i konkurrence med Power, Bilka og andre butikskæder samt flere online-udbydere end nogensinde før.

Peder Stedal lægger vægt på, at det seneste år har Elgiganten i varehusene haft held med at satse mere på salg af services og tjenesteydelser til forbrugerne inden for ny teknologi. Han udtaler:

»De produkter, som vi sælger, er efterhånden ganske komplekse og avancerede. Alt fra belysning, alarmer, køleskabe og kaffemaskiner kan efterhånden styres fra en app på mobilen. Det giver fantastiske muligheder, men det øger også behovet for vejledning og hjælp.«

Han fremhæver desuden, at Elgigantens salg til virksomheder og offentlige institutioner er vokset markant det seneste år, så kædens erhvervsforretning slår rekord.

Elgiganten blev etableret i Danmark i 1996 og indgår i den norske Elkjøp Nordic-koncern med 425 varehuse i Norden. Elkjøp-koncernen ejes af britiske Dixon.

BRANCHENYT
Læs også