WTO sænker handelsforventninger: Handelskonflikten tynger
Usikkerhed omkring den økonomiske udvikling og udviklingen i handelskonflikten mellem USA og Kina har forværret Verdenshandelsorganisationens syn på fremtiden.
Derfor sænker WTO i en ny rapport sine forventninger til væksten i handelsvolumen skriver Bloomberg News.
Der ventes nu en vækst i handelsvolumen på 1,2 pct. i 2019 mod før 2,6 pct., mens forventningen til væksten i 2020 nu er 2,7 pct. mod før 3,0 pct.
- De forværrede udsigter for handlen er nedslående, men ikke uventede, siger WTO's generaldirektør, Roberto Azevedo, i en kommentar.
- Ud over den direkte effekt forhøjer handelskonflikten usikkerheden, hvilket får nogle virksomheder til at udskyde deres investeringer i produktiviteten, som er essentiel for at forhøje levestandarden.
- Jobskabelsen vil måske også blive ramt, da virksomhederne ansætter færre medarbejdere til at producere varer og serviceydelser til at eksportere, siger han ifølge Bloomberg News.
I rapporten peges der på flere risikofaktorer for væksten i den globale handel - herunder stigende handelsspændinger, usikkerhed relateret til Storbritanniens udtræden af EU og ændringer i pengepolitikken i de udviklede økonomier.
Verdens to største økonomier, USA og Kina, har haft uenigheder på handelsområdet, stort set siden at Donald Trump blev valgt som præsident i 2016.
Siden har de to lande flere gange indført straftold på hinandens varer, og indtil videre er ethvert forsøg på at nå til enighed om en løsning fejlet.
Der er planlagt nye forhandlinger mellem de to lande i denne uge i Washington D.C.



