Fortsæt til indhold

Nilfisk ansætter Novozymes' tidligere finansdirektør

Erhverv
/ritzau/FINANS

Nilfisk har ansat Prisca Havranek-Kosicek som ny finansdirektør.

Det oplyser selskabet torsdag morgen.

Prisca Havranek-Kosicek, der forlod Novozymes som finansdirektør tidligere på året, tiltræder den 1. december. Hun overtager stillingen fra Karina Deacon, der annoncerede sin fratræden tidligere på året.

- Prisca Havranek-Kosicek har en stærk international baggrund og solid erfaring som CFO for store, globale virksomheder. På vegne af bestyrelsen, ser jeg meget frem til at byde hende velkommen til Nilfisk, og føler mig overbevist om, at hun har personligheden og de professionelle kompetencer til at understøtte og drive den løbende transformation af Nilfisk, siger Jens Due Olsen, der er bestyrelsesformand i Nilfisk, i meddelelsen.

Nilfisk, der særligt er kendt for rengøringsmaskiner og støvsugere, mistede sin tidligere finansdirektør til det danske rederi DFDS. Det fortalte de to selskaber i juli, og her kom det også frem, at skiftet trådte i kraft senest ved udgangen af året.

I august kom det frem, at Nilfisks nyudnævnte finansdirektør, Prisca Havranek-Kosicek, stoppede med øjeblikkelig virkning hos Novozymes, hvor hun ellers havde været i halvandet år.

- Novozymes og Prisca Havranek-Kosicek har i fællesskab indgået aftale om, at hun af personlige årsager fratræder sin stilling som finansdirektør med øjeblikkelig virkning. Vi vil gerne takke Prisca for hendes solide arbejde gennem det sidste halvandet år med at sikre leveringen af vores opdaterede strategi. Vi ønsker Prisca held og lykke med hendes fremtidige virke, lød det i august fra bestyrelsesformand Jørgen Buhl Rasmussen og administrerende direktør Peder Holk Nielsen i en fælles udtalelse.

Prisca Havranek-Kosicek kommer fra Østrig, og hun har tidligere arbejdet for Kuoni-koncernen, DSM og Austrian Airlines.

Artiklens emner
Nilfisk
Prisca Havranek-Kosicek