Erhverv
BREAKING

Fisker er igen blandt landets rigeste – men han vil »sælge skidtet«

»Nu er jeg ligeglad, nu sælger jeg skidtet,« sagde Henning Kjeldsen tidligere på året.

Henning Kjeldsen, ejer af kæmpekutteren Gitte Henning og en af Danmarks rigeste mænd. Foto: Betina Garcia.

Henning Kjeldsen var 19 år gammel, da han trådte i sin fars fodspor og blev fisker. Han var 50 år gammel, da han drønede ind på listen over Danmarks rigeste personer.

Og nu er han tilbage. Efter ét års fravær.

Den 56-årige storfisker Henning Kjeldsen er hverken glad for medieomtale eller opmærksomhed. Men han kan ikke skjule hverken sit navn eller ansigt på den liste over landets 100 rigeste personer, som Berlingske offentliggjorde fredag.

Her er Henning Kjeldsen nummer 83 med en anslået formue på 1,6 mia. kr.

Den helt store årsag til comebacket er, at Henning Kjeldsen sidste år landede sit bedste resultat nogensinde. Fiskematadoren fra Skagen tjente 128 mio. kr. efter skat, bl.a. fordi han solgte ud af både fiskefartøjer og fiskekvoter.

Men fremtiden for den succesfulde fisker er i høj grad usikker. I slutningen af juni meddelte han nemlig, at han overvejer at trække sig ud af dansk fiskeri.

Henning Kjeldsen føler sig udsat for en hetz fra politikerne, som ifølge ham har gjort det umuligt at drive forretning i Danmark. Derfor har Henning Kjeldsen gjort klar til et kommende salg af Danmarks største fiskekutter, Gitte Henning. Den er nu lejet ud til et færøsk selskab, som også har forkøbsret på kutteren.

Jeg skal ikke have flere kvoter. Jeg har en rimelig butik, og det kan de ikke tåle. Og nu er jeg ligeglad, nu sælger jeg skidtet.

Henning Kjeldsen

Hele balladen udspringer af den fiskeriaftale, som Folketinget vedtog i 2017. Den gjorde det ulovligt for storfiskere som Henning Kjeldsen at låne penge til unge fiskere, som så kunne købte andele i en af hans både.

Henning Kjeldsen er blevet udpeget som en af de såkaldte »kvotekonger« herhjemme. På et tidspunkt havde han kvoter til at fange cirka 10 pct. af al den fisk, der fanges herhjemme.

At Henning Kjeldsen nu overvejer at trække stikket til fiskeriet har dog intet at gøre med, at han vil have flere kvoter og dermed større omsætning. I hvert fald ikke ifølge hovedpersonen selv.

»Nej, jeg har de kvoter, jeg skal have. Jeg skal ikke have flere kvoter. Jeg har en rimelig butik, og det kan de ikke tåle. Og nu er jeg ligeglad, nu sælger jeg skidtet,« sagde Henning Kjeldsen i juni til TV Midtvest.

Hvilke konkrete planer Henning Kjeldsen har for hele sin fiskerivirksomhed er endnu uvist.

Selvom det ikke på nogen måde var givet, at Henning Kjeldsen skulle blive en af landets rigeste storfiskere, lå det i blodet, at han skulle være fisker. Allerede som 19-årig kom han med faderen ud på havet.

Her lugtede han en god forretning og var ikke sen til at udvide sin fars fiskeri. I 2010 flyttede Henning Kjeldsen med familien til Skagen, som han var med til at gøre til Danmarks største fiskerihavn.

I år forventer Henning Kjeldsen at tjene i omegnen af 100 mio. kr. Og så er han i øvrigt ikke den eneste storfisker herhjemme med en betydelig millionformue.

Her finder man også færingen Gullak Arngrimsson Madsen, der bor i Hirtshals, og som ejer fiskerikoncernen GTM Holding. Det samme gælder ejeren af Polar Seafood-koncernen, Jens Salling, samt familien Barslund, der står bag Ocean Prawns-koncernen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også