Serier

Tusindvis af danske virksomheder mangler vigtig tilladelse inden brexit

12.000 danske virksomheder mangler stadig den nødvendige registrering, hvis de fortsat vil handle med Storbritannien efter et potentielt brexit.

Brexit - britisk farvel til EU
Arkivfoto: Henry Nicholls/Reuters

Få uger inden Storbritannien står til at forlade EU uden en aftale, mangler tusindvis af danske virksomheder stadig at få orden i papirerne, hvilket kan efterlade dem i en alvorlig klemme.

Konkret mangler 12.000 danske virksomheder stadig de eksport- og importtilladelser, som er nødvendige for fortsat at kunne handle med Storbritannien, hvis briterne forlader EU i et såkaldt "no deal-brexit" den 31. oktober.

Det oplyser Toldstyrelsen, der sammen med Skattestyrelsen er gået i gang med at kontakte de virksomheder, der fortsat mangler at få registreringen på plads.

»For de flestes vedkommende er det en enkel proces, der kan klares på ca. 14 dage. Til gengæld kan man ikke få sine varer over de danske grænser, hvis man ikke er registreret som importør eller eksportør,« siger Maren Holm Johansen, handelsdirektør i Toldstyrelsen.

I dag handler omkring 36.000 danske virksomheder med Storbritannien, og det er derfor en tredjedel, der stadig mangler at få styr på tilladelserne.

Som reglerne er i dag, skal de danske virksomheder ikke bruge særlige tilladelser for at importere eller eksportere varer til og fra Storbritannien, fordi landet er medlem af EU.

Men hvis briterne ikke får en aftale på plads med EU inden den 31. oktober, vil Storbritannien toldmæssigt blive regnet som et såkaldt tredjeland, og derfor kræves der tilladelse til at eksportere eller importere.

Det er især de små og mellemstore virksomheder, som Toldstyrelsen appellerer til, da større virksomheder ofte er vant til at handle med tredjelande.

Det er ikke første gang, at de danske myndigheder opfordrer erhvervslivet til at få styr på de nødvendige papirer. Allerede i foråret advarede Told- og Skattestyrelsen de danske virksomheder om at forberede sig på et hårdt brexit. Dengang sendte myndighederne breve ud til ca. 30.000 virksomheder.

BRANCHENYT
Læs også