Erhverv

Spilbrødre firdobler overskuddet - den ene får 1 mio. om måneden

Kiloo tjener stadig styrtende på spillet Subway Surfers, der er den største danske spilsucces nogensinde.

Jacob Møller Jensen er den ene af de to brødre, der står bag spilvirksomheden Kiloo, som har været med til at udvikle Subway Surfers. Foto: Casper Dalhoff.

I Finland har de Angry Birds, mens svenskerne kan prale med Candy Crush. Men Danmark kan bestemt også være med, når det handler om at skabe succesfulde mobilspil.

For syvende år i træk kan brødrene Simon og Jacob Møller Jensen, der står bag spilfirmaet Kiloo, sætte et stort millionbeløb ind på kontoen. De har firedoblet overskuddet i deres firma og trækker det hele ud som udbytte.

I det regnskab, som sluttede med udgangen af april, tjente Kiloo 40 mio. kr. Dermed har brødrene på otte år indkasseret knap 400 mio. kr. - og det skyldes alt sammen en graffitimalende skater ved navn Jake.

Kiloo har nemlig skabt mobilspillet Subway Surfers, der er verdens mest downloadede spil. Og selvom det er syv år siden, at spillet kom på gaden, er det stadig særdeles populært - og særdeles indbringende.

Spillet, hvor man skal styre den graffitimalende Jake, der flygter fra politiet i sin jagt på guldmønter, blev oprindeligt opfundet af de to stiftere bag et andet dansk spilfirma, Sybo. Herefter kom Kiloo med som partner på spilprojektet.

Siden har de to selskaber delt indtægterne 50/50, mens Sybo stadig ejer alle rettigheder til spillet.

Jacob Møller Jensen er direktør og hovedejer i Kiloo, og han bliver klækkeligt belønnet for sit arbejde. Knap 1 mio. kr. får han, som ene mand i direktionen, i månedsløn.

Dertil kommer det udbytte på 41 mio. kr., som han kan dele med sin bror Simon Møller Jensen.

Kiloo har hovedsæde i Aarhus og har 56 ansatte. Tidligere var der over 80 ansatte i firmaet, men to år med dyk i indtjeningen fik brødrene til at skære i omkostningerne.

I dette regnskabsår forventer Kiloo et lavere resultat, bl.a. på grund af en nedgang i omsætningen. Hvor meget selskabet omsætter for er hemmeligt, men bruttofortjenesten var i seneste regnskabsår på 78 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også