Hugo Boss rammer ni års lavpunkt: Salget ramt i USA og Hongkong
Den tyske modekoncern Hugo Boss nedjusterede torsdag aften forventningerne til 2019 som følge af fortsat udfordrende markedsbetingelser i USA og urolighederne i Hongkong.
Selskabet nedpræciserede for to måneder siden forventningerne med afsæt i udviklingen på det amerikanske marked, men torsdag fik prognosen et yderligere hak ned, efter at nu også urolighederne i Hongkong spiller selskabet et puds.
Hugo Boss venter nu en indtjening i år på 330-340 mio. euro mod en tidligere forventning på 364-375 mio. euro, efter at selskabet sidste år tjente 347 mio. euro.
- Det sker på baggrund af en skuffende udvikling i tredje kvartal, hvor driftsindtjeningen kommer ind hele 25 pct. lavere end ventet i markedet, skriver Jyske Bank i en analyse.
På børsen i Frankfurt ligger Hugo Boss ved 11-tiden fredag 14 pct. lavere i 38,65 euro - det laveste niveau i ni år.

