Fortsæt til indhold

Wework-stifter støtter op om redningspakke fra Softbank

Erhverv
/ritzau/FINANS

Wework-stifteren, Adam Neumann, hælder til redningsplanen fra kontorudlejningsselskabets største investor, Softbank, på 9,5 mia. dollar, hvor han mod en betaling på omkring 200 mio. dollar overdrager sin stemmemajoritet til investoren og samtidig fratræder som formand.

Det fortæller fire kilder til Financial Times.

Kilderne fortæller yderligere, at det ventes, at Weworks bestyrelse tirsdag mødes for at gennemgå forslaget, der vil reducere Adam Neumanns aktieandel og stemmeret til mindre end 10 pct. og gøre Softbanks driftsdirektør, Marcelo Claure, til formand.

Adam Neumann støtter op om Softbanks forslag, der vil resultere i en udbetaling på omkring 200 mio. dollar - svarende til omkring 1,3 mia. kr. - foruden frasalget af aktier til det japanske konglomerat, fortæller to af kilderne til Financial Times.

Gennemføres redningsplanen, vil Softbank ende med en aktiepost på mellem 60 og 80 pct. Det inkluderer ny gæld på 5 mia. dollar, en indsprøjtning på 1,5 mia. dollar og et købstilbud på eksisterende aktier for 3 mia. dollar.

Wework måtte skrotte sin børsnotering i august, og sammen med en svindende kassebeholdning har selskabet måttet overveje redningspakker fra Softbank og JPMorgan Chase, der skulle stå for børsnoteringen.

Artiklens emner
WeWork
Adam Neumann