Fortsæt til indhold

Millionerne vælter ind hos Daniels KloAgger

Daniel Aggers kloakvirksomhed oplever vækst på både top- og bundlinje, viser nyt regnskab. Og selskabets ledelse tror på mere vækst de kommende år.

Erhverv

Slam og kloaker er ved at udvikle sig til en rigtig god forretning for den tidligere fodboldstjerne Daniel Agger.

Daniel Agger stiftede i 2012 kloakvirksomheden Kloagger, og efter et par halvsløje år med enten røde tal på bundlinjen eller små overskud, er der nu for alvor ved at komme fart i forretningen.

Det viser af et nyt årsregnskab fra Kloagger.

Virksomheden kommer ud af regnskabsåret 2018/19 med et overskud på knap 4 mio. kr., og samtidig voksede bruttofortjenesten fra 18,4 mio. sidste år til 20,4 mio. i år.

Selskabets egenkapital er i samme periode vokset fra 10,8 mio. kr. til 14,8 mio. kr.

»Der har i året 2018/19 været en omsætningsstigning på 10 pct. i forhold til sidste år,« skriver Kloaggers ledelse i regnskabet.

»Det er ledelsens forventning, at selskabet vil vækste med minimum 10 pct. i det kommende regnskabsår, og ledelsen ser gode muligheder for at skabe endnu bedre indtjening i fremtiden,« fortsætter ledelsen i regnskabet.

Kloagger har de seneste år haft Daniel Aggers lillebror, Marco Agger, som adm. direktør, mens Daniel Agger selv indtager posten som bestyrelsesformand og hovedaktionær.

Kloagger, der har hovedsæde i Daniel Aggers hjemby Hvidovre, havde i det seneste regnskabsår 19 medarbejdere.

Daniel Agger var aktiv fodboldspiller i årene 2004 til 2016. Forsvarsklippen startede sin professionelle karriere i Brøndby IF, inden han blev solgt til engelske Liverpool FC, som han nåede at spille mere end 200 kampe for.

I 2014 vendte Daniel Agger tilbage til Brøndby IF, inden han stoppede karrieren i 2016.

Daniel Agger nåede at spille 75 landskampe for det danske landshold, som han gennem en periode også var anfører for.

Artiklens emner
Kloagger
Daniel Agger