Erhverv

Zealand Pharma overtager canadisk biotekselskab

Ifølge aftalen overtager Zealand samtlige aktier i Encycle, herunder samtlige rettigheder til at udvikle og kommercialisere ET3764. Foto: Zealand Pharma

Zealand Pharma overtager det privatejede canadiske biotekselskab Encycle Therapeutics, oplyser selskabet i en meddelelse.

Med overtagelsen følger Encycles prækliniske lægemiddelkandidat - ET3764 - som ifølge Zealand passer ind i selskabets fokus på udvikling af lægemidler til behandling af mave-tarm-sygdomme.

Den prækliniske lægemiddelkandidat er således i færd med at blive udviklet til behandling af kronisk inflammatorisk tarmsygdom.

Ifølge aftalen overtager Zealand samtlige aktier i Encycle, herunder samtlige rettigheder til at udvikle og kommercialisere ET3764. Zealand overtager derimod ikke infrastruktur eller personaleomkostninger i forbindelse med transaktionen.

Foreløbigt sker overtagelsen af Encycle, uden at Zealand har penge op ad lommen. Den samlede pris kan dog løbe op i op til 80 mio. dollar i engangsbetalinger - eller "earn-outs".

De potentielle fremtidige betalinger er alle er knyttet til ET3764 og afhængig af en fremtidig succesfuld udvikling af midlet, myndighedernes godkendelse og kommercielle milepæle.

Desuden er der aftalt en potentiel midt encifret royalty, hvis midlet kommer på markedet.

Mere specifikt oplyser Zealand, at succesrige data fra et fase 2-studie vil udløse en betaling på 10 mio. dollar.

BRANCHENYT
Læs også