Erhverv

Danske mediebureauer brød loven: Delte kunderne imellem sig

Sø- og Handelsretten har afgjort, at det var i strid med konkurrencereglerne, da to mediebureauer i en periode delte kunder imellem sig.

Arkivfoto.

Det var i strid med konkurrenceloven, da de to mediebureauer Mediacenter Danmark og MPE Distribution i en periode opdelte markedet imellem sig.

Det har Sø- og Handelsretten fastslået tirsdag.

De to mediebureauer lavede i 2013 og 2014 en aftale, der betød, at MPE Distribution ikke måtte kontakte kunder, der allerede var i stald hos Mediacenter Danmark, der var ejet af JP/Politikens Hus, indtil Mediacenter Danmark lukkede sidste år.

Kunderne var typisk detailkæder- og butikker, som bruger mediebureauerne til at få omdelt og distribueret deres tilbudsaviser og tryksager til de danske husstande.

Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er man tilfreds med afgørelsen.

»Aftalen har betydet, at kunderne har haft færre leverandører at vælge imellem, når de for eksempel skulle have omdelt en tilbudsavis. Dermed har der været mindre konkurrence, og det kan have haft højere priser eller lavere kvalitet til følge,« siger Bitten Thorgaard Sørensen, vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, i en pressemeddelelse.

Det er ikke første gang, at sagen er oppe at vende.

I 2017 blev sagen første gang afgjort af Konkurrencerådet. Den afgørelse ankede Mediacenter Danmark, hvilket i 2018 fik Konkurrenceankenævnet til at stadfæste, at Mediacenter Danmark og MPE Distribution havde handlet i strid med konkurrencereglerne.

Det er dog ikke sikkert, at sagen stopper her. Sagen er ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK – eller i daglig tale blot bagmandspolitiet) med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

(Finans er en del af JP/Politikens Hus)

BRANCHENYT
Læs også