Erhverv

TDC-topchef stopper og skifter til Telia

Topchef Allison Kirkby, som trådte til i december 2018, forlader nu TDC med omgående virkning.

Allison Kirkby forlader TDC. Topchef. Foto: Jonas Ekströmer.

Allison Kirkby forlader posten som direktør hos TDC med omgående virkning efter at have takket ja til at blive CEO hos svenske Telia.

Mike Parton, den nuværende næstformand hos TDC, træder i stedet til som midlertidig topchef, indtil der er fundet en ny, oplyser TDC i en pressemeddelelse.

Blå bog - Allison Kirkby
  • Allison Kirkby (1967) er født i Skotland. Hun har en finansiel uddannelse fra Glasgow Caledonian University og er Fellow hos The Chartered Institute of Management Accountants.
  • Hun har siddet i flere stillinger som økonomidirektør og finansdirektør. Bl.a. i som økonomidirektør i Procter & Gamble, der står mærker som Head & Shoulder og Gillette, og finansdirektør i Shine Group, der er en del af mediegiganten 21 Century Fox.
  • I 2014 kom Allison Kirkby til Tele2 i Sverige som finansdirektør, men blev efter kun 16 måneder forfremmet til CEO i det svenske mobilselskab.
  • Hun overtog den øverste direktørpost i TDC den 1. december efter Pernille Erenbjerg, som valgte at sige op.

”På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Allison Kirkby for hendes bidrag til TDC. Selvom hendes ansættelsesperiode blev kort, efterlader Allison sig en organisation, der er strategisk godt positioneret og klar til at videreføre vores mission om at opbygge og støtte en innovativ, åben model, der forbinder hele Danmark til fremtidens digitale muligheder," siger Bert Nordberg, bestyrelsesformand i TDC Group og fortsætter:

"Vi er meget tilfredse med de fremskridt, der er gjort med at transformere og adskille virksomhederne, og støtter som sådan fuldt ud Allisons beslutning om at forfølge denne nye, spændende mulighed."

Skotske Allison Kirkby blev headhuntet af TDC, da forgængeren Pernille Erenbjerg sagde op, da de nye TDC-ejere ville splitte telegiganten op i to, en infrastrukturdel og en kundeforretning. Kirkby trådte officielt til den 1. december 2018 og forlader altså nu TDC efter under et år som koncerndirektør.

Det lå dog allerede dengang ifølge flere teleanalytikere i kortene, at Kirkby sandsynligvis kun ville blive en overgangsfigur under selve opsplitningsprocessen, og det har nu vist sig at holde stik.

Allison Kirkby blev - inden hun kom til TDC - tilovers i Tele2, som fusionerede med kabel-tv-selskabet Com Hem, hvor hun tabte magtkampen til Com Hems topchef, Anders Nilsson, om direktørsædet i den nye telemastodont. Hun var inden da kendt som en særdeles hård kassemester, som har stået bag flere hårde spareplaner i Tele2 med to store fyringsrunder på få år.

Kirkby har også været ansat i en direktørstilling hos Virgin Media samt Procter & Gamble, der står bag kendte mærker som Ariel, Gillette, Pampers og Tampax.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også