Erhverv

Stadil-virksomhed sendt til tvangsopløsning

Hummel-ejers virksomhed er blevet begæret konkurs efter en årrække med røde tal på bundlinjen.

Ved siden af Hummel ejer Christian Stadil en lang række shipping-virksomheder. Nu er én af dem gået konkurs. 
Foto: Ida Munch

Hvis navnet TS Chartering ikke ringer en klokke, så gør navnet Christian Stadil sandsynligvis.

Det er nemlig Hummel-frontfiguren, der ejer shipping-virksomheden, som ifølge en skrivelse fra Statstidende er kommet under konkursbehandling. Advokat Søren Aamann Jensen er indsat som kurator. Virksomheden har siden stiftelsen i 2012 haft negative resultater hvert år, og seneste regnskab - fra 2017 - viste et underskud på knap 41 mio. kr.

TS Chartering er et Odense-baseret datterselskab under Stadils Thornico-konglomerat, som Hummel også ligger under.

Ifølge skrivelsen fra Statstidende kommer konkursbegæringen på baggrund af en anmodning fra Erhvervsstyrelsen, der i august sendte virksomheden til tvangsopløsning. Thomas Mikkelsen, der er adm. direktør i Thorco Projects, som er en beslægtet virksomhed til TS Chartering, bekræfter hændelsen.

»Det er egentlig meget udramatisk. Der var 5 skibe i virksomheden, som nu er afleveret tilbage til rederne. Dermed er aktiviteterne og eksistensberettigelsen væk, hvorfor vi har valgt at lukke virksomheden,« siger han.

Virksomheden stoppede driften tidligere i år, og derfor har virksomheden ikke haft en bestyrelse siden juni måned. Alligevel kommer hændelsesforløbet bag på Thomas Mikkelsen.

»Det er lidt overraskende for os, at det er endt med en konkursbehandling, for vi har ellers forsøgt at opløse virksomheden på almindelig vis. Der har dog været nogle uoverensstemmelser, der har gjort, at det er blevet sådan her, og så må vi arbejde ud fra det,« siger han.

Thomas Mikkelsen ønsker dog ikke at komme nærmere ind på, hvad de omtalte uoverensstemmelser drejer sig om.

Serier: 10 idéer, der kan ændre Danmark
FINANS sætter fokus på 10 visionære iværksættere og deres banebrydende idéer, der potentielt kan bære en hel ny erhvervsklynge, skabe et succesfuldt eksporteventyr eller få en gammel industri til at blomstre. Læs hele serien her.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også