Erhverv

Danske milliardærer samler sig i fremadstormende marked

En række prominente danske navne optræder som medejere af et selskab, der vil investere i såkaldte CLO'ere.

Jan Tøpholm (tv.) og Anders Westermann, hvis familier har skabt sin milliardformue på virksomheden Widex. Nu er Widex-familierne begyndt at investere i såkaldte CLO'er. Foto: Widex (Collage: Finans)

Flere af Danmarks mest velhavende familier prøver nu at øge formuen på et investeringsprodukt, der er blevet kaldt både risikabelt og uigennemskueligt.

Milliardærfamilierne og deres pengetanke er gået sammen i et kommanditselskab, der ifølge cvr-registeret vil investere i collateralized loan obligations, også kendt som CLO’er.

Dette investeringsprodukt har været i kraftig vækst de seneste år.

Hvad er en CLO?
  • CLO er en en struktureret obligation, hvor den underliggende portefølje består af flere store virksomhedslån med variabel rente
  • Den samlede portefølje opdeles i puljer, også kaldet trancher, som alle indeholder bidder af de forskellige lån med hver deres risikoniveau
  • Disse trancher sælges som obligationer til investorer. De investorer, der ejer obligationer i tranchen med laveste risikoniveau, modtager betaling først, mens ejere af obligationer i den mest risikobetonede tranche modtager betaling sidst
Kilde: Hemonto

Kommanditselskabet har navnet Capital Four CLO Management K/S og bliver styret af kapitalforvalteren Capital Four, der blev stiftet i 2007 af fire danske udbrydere fra Nordea og nu er Europas førende til højtforrentede kreditinvesteringer.

Disse er medejere af Capital Four CLO Management K/S:

  • Friheden Invest, ejet af Niels Martinsen, manden bag IC Group
  • J-F. Lemvigh-Müller Holding, der har en egenkapital på mere end 3 mia. kr.
  • Jacob Gudmund Olsen, arving til designselskabet Gubi
  • T&W Holding, Widex-familiernes investeringsselskab
  • Zafe, investeringsselskab for it-familien Zibrandtsen
  • Northill Capital, hovedaktionær i Capital Four

Finans har henvendt sig til alle familier om, hvorfor de har investeret i selskabet. Kun én har ønsket at kommentere samarbejdet med Capital Four. Det er Lars Nørgaard, adm. direktør i Widex-familiernes selskab T&W Holding.

Han fortæller, at Widex-familierne i en årrække har brugt Capital Four som forvalter og rådgiver.

»Capital Four er meget dygtige og specialiserede forvaltere af rentebærende investeringer i primært virksomhedsobligationer og -lån. Nogle gange struktureres vore investeringer via mandater eller puljer og andre gange via investeringsforeninger eller andre selskabsformer,« skriver Lars Nørgaard i en mail.

Han har ingen bemærkninger til valg af investeringsprodukter. Capital Four har ligeledes ingen kommentarer til det nystiftede selskab.

CLO-markedet har været fremadstormende de seneste år, fordi produktet kan sikre gode afkast i lavrentemiljøer. Udviklingen i CLO-markedet har dog fået eksperter til at advare om, at der er ligheder til væksten i CDO-markedet op til finanskrisen.

CLO’er bundter gæld fra virksomheder sammen. Bundterne bliver inddelt i risikoprofiler, og investorer kan score en højere rente ved at lægge pengene i de puljer med højest risiko.

Fordi lånene er puljet, bliver de set som relativt sikre investeringspapirer. Men med de mange underliggende lån puljet sammen er det imidlertid svært at vide, præcist hvad man egentlig investerer i, og hvilke nogle låneaftaler der ligger til grund.

BRANCHENYT
Læs også