Erhverv

Nets skifter ud i toppen: Skiller sig af med to direktører og henter tidligere Nordea-profil

Nets henter to nye direktører og skiller sig samtidig af med to medlemmer af den øverste ledelse.

Torsten Hagen Jørgensen, tidligere vicekoncernchef i Nordea, bliver ny direktør i Nets. Arkivfoto: Stine Bidstrup. Foto: Stine Bidstrup

Betalingsgiganten Nets skifter ud på posterne i den øverste ledelse. Ud går Thomas Jul og Thomas Kolber, og ind kommer Torsten Hagen Jørgensen og Gianluca Ventura.

Det oplyser Nets i en pressemeddelelse.

Mest opsigtsvækkende er ansættelsen af Torsten Hagen Jørgensen, der indtil for nylig var vicekoncernchef i Nordea.

I Nets erstatter han Thomas Jul på posten som øverste chef for udstedelse og sikkerhed.

»Vi begiver os nu ud på den næste fase af vores strategiske rejse, og Torsten Hagen Jørgensen har i kraft af sin store erfaring fra den finansielle sektor, sit netværk og omfattende viden om udstedere på tværs af Europa den rette profil til at gøre os til en førende europæisk spiller inden for issuer services,« siger Bo Nilsson, topchef i Nets.

Gianluca Ventura, der erstatter Thomas Kolber som HR-direktør, kommer fra en lignende stilling i Vodafone, hvor han har arbejdet de seneste 15 år.

»Med sin internationale baggrund og store erfaring inden for transformationsprocesser og kulturel forandring vil Gianluca Ventura blive central i at videreføre den transformation, som Nets har påbegyndt som led i vores europæiske konsolidering,« siger Bo Nilsson.

Ændringerne gælder fra dags dato, oplyser Nets. Torsten Hagen Jørgensen starter dog først 1. december, mens Gianluca Ventura er at finde i Nets fra den 6. november.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også