- Opdateret 07/11/2019 kl. 08:44
Ordrebøger og toplinje bugner hos Vestas
Vestas kommer ud af tredje kvartal med en ordrebeholdning på et rekordhøjt niveau og markant vækst i omsætningen.
Det er fyldt godt op i ordrebøgerne hos vindmøllegiganten Vestas. Ordrebeholdningen befinder sig på et »rekordhøjt niveau« og samtidig stiger selskabets omsætning markant.
Det viser Vestas regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Indgangen af faste og ubetingede vindmølleordrer udgjorde 4.738 MW i tredje kvartal.
»Vestas’ resultater i tredje kvartal 2019 var på linje med vores forventninger med en 30 procents stigning i omsætningen sammenlignet med samme kvartal sidste år. Stigningen i omsætning var drevet af alle regioner, og afspejler de historisk høje aktivitetsniveauer,« siger Henrik Andersen, topchef i Vestas.
»Vores ordrebeholdning steg til rekordhøje 32,8 mia. euro, hvilket svarer til en stigning på 38 procent sammenlignet med sidste år og understreger den fortsat stærke globale efterspørgsel efter Vestas’ vindenergiløsninger,« tilføjer han.
Vestas omsatte i tredje kvartal for 3.646 mio. euro, mens driftsresultatet lander på 429 mio. euro før særlige poster. Bundlinjen viser et overskud på 303 mio. euro efter skat.
Samtidig igangsætter Vestas nu et aktietilbagekøbsprogram til en samlet værdi af 200 mio. euro, svarende til ca. 1,5 mia. danske kroner.
»Formålet med aktietilbagekøbsprogrammet er at justere Vestas’ kapitalstruktur og opfylde forpligtelserne i forbindelse med aktiebaserede incitamentsprogrammer til Vestas-medarbejdere,« oplyser Vestas.
Aktietilbagekøbsprogrammet vil finde sted i perioden 7. november til 31. december i år.
Vestas oplyser samtidig, at selskabet oven på kvartalsregnskabet fastholder forventningerne til 2019 som helhed.
Vestas, 3. kvartal 2019. Nøgletal fra regnskabet:
Mio. kr. | 3. kvartal 2019 | 3. kvartal 2018 | ||
Omsætning | 3.646 | 2.811 | ||
Driftsresultat før særlige poster | 429 | 276 | ||
Resultat efter skat | 303 | 178 | ||
Ordreindgang (i MW) | 4.738 | 3.261 |