Erhverv

Musk jordede hedgefond-boss - nu har han svaret igen

Hedgefond-chef David Einhorn har svaret igen, efter Teslas Elon Musk gik til angreb på Twitter.

Tesla har i årevis splittet investorerne. Foto: Reuters/Mike Blake

Hedgefond-chefen David Einhorn er gået til modangreb på Tesla-boss Elon Musk, efter sidstnævnte i et sarkastisk brev langede ud efter sin plageond.

»Kan du påpege mindst én sætning, som er usand og afvise den med fakta?,« spørger Einhorn Musk på Twitter.

Tesla har i årevis splittet investorerne, men efter et overraskende stærkt tredje kvartal er aktien skudt i vejret.

Det fik tidligere på dagen Tesla-boss Elon Musk til at sende en sarkastisk bredside afsted mod David Einhorn, som står i spidsen for hedgefonden Greenlight Capital.

Greenlight har i flere år shortet Teslas aktien (væddet på at aktien skal falde), og Einhorn har anklaget Musk for at være en svindler, som bl.a. bruger særdeles kreativ bogføring til at sminke regnskaberne.

Væddemålet har imidlertid været dyrt for Greenlight, og tidligere i dag kunne Musk altså ikke dy sig.

»Det er forståeligt, at du (David Einhorn, red.) ikke vil tabe ansigt over for dine investorer, efter de store tab du har lidt som følge af Teslas succesfulde tredje kvartal. Specielt fordi du har haft flere tabsgivende år, og du har oplevet et stort fald i aktiver under forvaltning - fra 15 til 5 mia. dollar,« skrev Musk til Einhorn.

Det lader David Einhorn ikke stå ubesvaret:

»Vores forretninger har nogle ligheder og nogle forskelligheder. Vi kæmpede begge sidste år,« skriver Einhorn.

»Men en afgørende forskel er, at Greenlights forretning har genereret rigtig indtjening til sine investorer, siden vi begyndte i 1996. Teslas’ regnskaber reflekterer et årti med årlige tab og et samlet tab på over 6 mia. dollars - trods flere milliarder i offentlig støtte.«

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også