Erhverv

Astralis vil hente op mod 150 mio. kr. på børsnotering

Den 9. december forventes e-sportsvirksomheden Astralis Group at have første handelsdag som børsnoteret.

Astralis håber at hente op mod 150 mio. kr. på sin børsnotering.

Den danske e-sportsvirksomhed Astralis Group forventer at lade sig børsnotere den 9. december.

Astralis Group regner med at hente mellem 125 og 150 mio. kr. på børsnoteringen. Det fremgår af det prospekt, Astralis Group torsdag morgen har offentliggjort.

Tegningsperioden løber fra den 18. november og 11 dage frem. Én Astralis-aktie vil koste 8,95 kr.

Forud for børsnoteringen har 41 investorer allerede garanteret, at de vil tegne aktier i Astralis Group for 57 mio. kr.

Blandt dem er de to nye bestyrelsesmedlemmer Claus Zibrandtsen og Christian Swane Mourirer, der henholdsvis er it-milliardær og arving til Danmarks største bilkoncern Semler Gruppen.

Christian Swane Mourier og Jesper Mourier fra Semler-familien vil sammenlagt købe aktier for 15 mio. kr., fremgår det af prospektet.

Derudover vil Janni Spies og Christian Kjærs søn, Christopher Kjær, købe aktier for 3 mio. kr., ligesom kapitalforvalteren Artha og serieiværksætteren Casper Blom skyder millionbeløb efter Astralis-aktier.

Af andre interessante navne på listen over investorer kan nævnes Janus Nielsen, manden bag Spaniens hurtigstvoksende teknologifirma, Anytech365, og Peter Wagner, der har tjent mange millioner på Dating.dk.

Astralis Group har hentet Jette Nygaard-Andersen ind som bestyrelsesformand i Astralis-selskaberne. Hun har en fortid i den øverste koncernledelse i underholdningskoncernen MTG, der ejer Viasat, Viaplay og TV 3-kanalerne.

Senest stod Jette Nygaard-Andersen i spidsen for MTG’s satsning på nye forretningsområder som e-sport. Hun stoppede i MTG i begyndelsen af 2019.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også