Erhverv

Star Alliance-selskab i kæmpe fyringsrunde: Personalet går i strejke

Star Alliance-partneren South African Airways bliver formentlig lammet af strejker fra fredag. Selskabet er i dyb krise og skal fyre hver femte medarbejder.

Flyvningerne ind og ud af Cape Town og andre sydafrikanske storbyer bliver formentligt lammet af strejker fredag.
Foto: Thomas Linder Kamure Thomsen

South African Airways er i dyb krise.

Det statslige flyselskab, der er en del af Star Alliance-samarbejdet med bl.a. SAS, vil fyre mere end 900 - svarende til hver femte medarbejder. Personalet reagerer nu ved at varsle strejker fredag.

Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters.

Målet med spareøvelsen er at reducere de årlige omkostninger med 320 mio. kr., hvilket skal sikre, at selskabet kan holdes flyvende.

Ifølge branchemediet Check-in.dk har South African Airways haft underskud hvert år siden 2011, selskabet har en aldrende flyflåde og mangler finansiering af i størrelsesordenen 10 mia. kr. Det sydafrikanske flyselskab har kun klaret sig gennem den langvarige krise ved hjælp af flere kapitalindskud fra staten, som forgæves har søgt efter en investor, der vil overtage en del af flyselskabet.

Planerne om en delvis privatisering har mødt modstand i fagforeningerne, som nu varsler, at bl.a. kabinepersonalet går i strejke på fredag.

Martin Kemp, der er adm. direktør for South African Airways, oplyser, at målet er, at restruktureringen af selskabet skal være afsluttet inden udgangen af marts næste år.

Der er imidlertid lagt op til hårde kampe med fagforeningerne, som for nylig også har afvist regeringens planer om at opsplitte og trimme det statslige energiselskab Eskom.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også