Verdens største kapitalfond dumper G4S-aktier af etiske grunde
Oliefonden begrunder frasalget med G4S' elendige behandling af sine ansatte i Qatar og De forende Emirater.
Verdens rigeste kapitalfond, den norske oliefond, har solgt samtlige sine aktier i det dansk-britiske sikkerhedsselskab G4S.
Udsalget sker som en reaktion på rapporter fra Norges Etiske Råd om dårlig behandling af G4S-ansatte i Qatar og De forende Emirater, oplyser fonden i en pressemeddelelse.
Oliefonden ejede, ifølge Bloomberg, ved udgangen af 2018 en aktiepost på 2,33 pct. i G4S, og aktierne dykkede med 3,7 pct. i London efter nyheden kom frem.
»Norges Bank har besluttet at udelukke G4S Plc på grund af en uacceptabel risiko for at selskabet medvirker til eller selv er ansvarlig for grove eller systematiske krænkelser af menneskerettighederne,« skriver nationalbanken, der administrerer Oliefondets midler.
Før Oliefondet skrider til den ret alvorlige sanktion at droppe en bestemt aktie, skal den norske nationalbank vurdere om, der er andre virkemidler end et frasalg, der kunne bruges.
Eksempelvis at udøve indflydelse på selskabet gennem sin store aktiepost og dermed påvirke opførslen hos G4S. Men det, mener banken, ikke har været ”hensigtsmæssigt”.
Ifølge Etisk Råd i Norge viser rådets undersøgelse, at migrantarbejdere er blevet afkrævet en ansættelsesafgift - recruitment fee - i forbindelse med rekrutteringen for at få lov til at arbejde for G4S.
Samtidig er arbejderne blevet betalt mindre end aftalt og en stor del af deres løn er gået til at tilbagebetale ansættelsesafgiften. I Emiraterne blev arbejdernes pas desuden inddraget.
Dertil kom meget lange arbejdsdage, ingen overtidsbetaling og i nogle tilfælde direkte chikane.
Den norske oliefond investerer efter nogle etiske retningslinjer. Den må eksempelvis ikke investere i tobak, visse våbentyper og i selskaber, der er begår alvorlige miljøovertrædelser eller forbryder sig mod menneskerettighederne.
Fonden har en hel liste med selskaber som den ikke må investere i. Den indeholder for tiden 156 selskaber.