Erhverv

Benzinen på tankstationer skifter navn

Men det er ikke alle biler, der kan køre på den nye type benzin, påpeger FDM.

En ny type grønnere benzin bliver nu standard på alle danske tankstationer. Foto: Mogens Flindt.

Når nytåret ringer ind, bliver det lidt grønnere for danske bilister at tanke deres benzinbil.

Nye EU-krav til bilers CO2-udledning betyder nemlig, at der fra den 1. januar bliver iblandet 10 pct. bioethanol i oktan 95-benzin på landets tankstationer.

Dermed bliver den nuværende benzin, som hedder E5, erstattet af den nye med navnet E10.

»Det giver god mening at øge mængden af bioætanol i brændstof, da det sænker CO2-udledningen. Vel at mærke så længe bilerne ikke tager skade. Energieffektiviteten, altså hvor langt man kører på literen, er stadig stort set den samme, så det er marginalt, hvad man som almindelig bilist vil opleve af forskel, hvis overhovedet nogen,« siger leder af FDM’s tekniske rådgivning, Lone Otto, til FDM’s hjemmeside.

Baggrunden for den nye benzintype er, at EU vil have mindsket bilers CO2-udledning. Formålet er at gøre transport grønnere. Samlet vil det reducere udledningen af CO2 med cirka 200.000 ton om året at gå fra det nuværende E5 til E10, vurderer brancheforeningen Drivkraft Danmark.

Langt de fleste af de benzinbiler, der kører rundt i Danmark, er godkendt til at køre på E10. Ofte fremgår det af et mærke på bilens tankdæksel.

E10 er bare den nye standard i stedet for E5. Derfor skal man tanke helt, som man plejer. Har man en dieselbil, har det ingen betydning.

Til gengæld vurderer Drivkraft Danmark, at cirka 5 pct. af den danske bilpark ikke er godkendt til E10. Det er typisk ældre biler fra 1990’erne eller nogle af de første bilmodeller med turbo-indsprøjtning.

»Kan bilen ikke køre på E10, anbefaler FDM, at man fremover tanker E5-benzin med et højere oktantal. Også selvom det er lidt dyrere. Ellers risikerer man skader på bilen,« siger Lone Otto.

Højoktan benzin med oktan 98 eller mere vil fortsat have den lavere E5-iblanding af bioætanol og derfor stadig være mærket E5.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarebranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også