Erhverv

Dansk dækfamilie i stort millionfald

Ejerfamilien bag Nordisk Dæk Import kørte derudad, men er nu bremset gevaldigt op.

René Kristensen, adm. direktør i dækkoncernen Nordisk Dæk Import, der har gjort den sydjyske ejerfamilie særdeles formuende. PR-foto.

Indtjeningen rasler ned hos den danske milliardvirksomhed Nordisk Dæk Import, der er ejet af en velhavende sydjysk familie.

Fra at have tjent 55 mio. kr. er overskuddet i virksomheden dykket til kun 3,5 mio. kr. Det fremgår af et nyt regnskab fra holdingselskabet NDI Holding, hvis primære aktiv er Nordisk Dæk Import.

»Årets resultat lever ikke op til forventningerne og anses for at være utilfredsstillende,« lyder det i regnskabet.

Nordisk Dæk Import er Skandinaviens største importør af dæk, fælge og hjul. Virksomheden er ejet af stifter Benny Kristensen og hans børn Anja, Kenneth og René Kristensen, hvoraf sidstnævnte er øverste chef.

Det bratte fald i indtjeningen skyldes dels omstruktureringer og investeringer i et nyt ERP-system, dels en svækket kursudvikling på norske og svenske kroner.

Faktisk lykkedes det Nordisk Dæk Import at fastholde en omsætning på 2,2 mia. kr. Men indtjeningen kunne altså slet ikke følge med.

Det var Benny Kristensen, der i 1970 fik idéen til at etablere et dækværksted hjemme i garagen i Holstebro. Efter få år blev pladsen for trang, og Nordisk Dæk Import rykkede til Brørup, der ligger cirka midt imellem Kolding og Esbjerg.

I dag er dækkoncernen en international milliardvirksomhed med over 800 ansatte og afdelinger i både Danmark, Norge, Sverige, Finland og Kina.

Koncernen ejer også 60 Super Dæk Service-forretninger rundt om i landet.

Gennem årene har Nordisk Dæk Import gjort ejerfamilien særdeles velhavende, men familievirksomheden har ikke altid været en sprudlende vækstmaskine.

Faldende dæksalg og fejlslagne investeringer sendte for få år siden Nordisk Dæk Import i problemer. På to år måtte ejerfamilien trimme balancen med 300 mio. kr.

»Vi gik med skyklapper for øjnene. Når det går godt, bliver man bare ved med at køre derudaf, men så gør det ondt, når omsætningen pludselig falder. Det er måske meget sundt, at vi fik en brat opvågning. Det tvang os til at kigge indad,« forklarede adm. direktør René Kristensen til Finans.

Egenkapitalen i Nordisk Dæk-koncernen er i dag på 545 mio. kr. Derudover har ejerfamilien cirka 450 mio. kr. placeret i private holdingselskaber.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også