Erhverv

Spies-ejer skyder mange millioner i nyt flyselskab

Sunclass Airlines har fået tilført en pæn pose penge fra sin ejerkreds.

Milliardæren Petter Stordalen var flyvende, da han blev præsenteret som redningsmanden af Thomas Cooks nordiske rester.

Danmarks nye flyselskab Sunclass Airlines har fået en solid pose penge til at få luft under vingerne.

Der er nemlig lige tikket 141,1 mio. kr. ind i frisk kapital til selskabet Sunclass Airlines ApS, der skal drive aktiviteterne videre fra det tidligere Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Pengene kommer fra hotelmilliardæren Petter Stordalen og kapitalfondene Altor og TDR Capital, som i slutningen af oktober købte resterne af konkursramte Thomas Cooks nordiske forretning. Heriblandt Spies, Ving, Tjæreborg og Thomas Cook Airlines Scandinavia, som har skiftet navn til Sunclass Airlines.

»Der var en meget lille kapital i Sunclass Airlines-selskabet til at begynde med. Derfor er der nu skudt penge ind for sikre driften fremadrettet,« siger Lisbeth Nedergaard, kommunikationschef i Spies og Sunclass Airlines.

Kommunikationschefen oplyser, at navnet Thomas Cook fortsat pryder Sunclass Airlines’ fly. Men inden jul forventes de første fly at have Sunclass Airlines stående på siden af flyet frem for Thomas Cook.

Sunclass Airlines kan godt forvente en pæn indtjening, hvis selskabet fortsætter, hvor Thomas Cook Airlines Scandinavia slap.

Flyselskabet har har gennem en årrække været en kanonforretning og havde i seneste regnskabsår et overskud efter skat på 177 mio. kr.

Sunclass Airlines kommer til at bestå af 13 fly og får base i København. Flyselskabet beskæftiger omkring 1.200 ansatte.

De nordiske aktiviteter i Thomas Cook-koncernen havde en sund økonomi modsat moderselskabet, som i længere tid kæmpede med økonomien.

I sidste ende blev de økonomiske problemer for store for Thomas Cook, som i september måtte lade sig gå konkurs.

Derefter blev de nordiske aktiviteter købt ud af konkursboet.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også