Erhverv

Landbrugets mareridt springer tættere på Danmark

Svinepesten har nu spredt sig til det vestligste Polen. Hvis sygdommen når til Danmark, vil det udløse milliardtab for landbruget og på et splitsekund forvandle slagteriernes aktuelle eksporteventyr til et mareridt.

Artiklens øverste billede
Den frygtede sygdom svinepest er netop sprunget 300 km. mod vest og er nu meget tæt på Tyskland. Foto: Matthias Schrader/AP

Det ultimative mareridt for dansk landbrug nærmer sig nu med alarmerende hast.

Den frygtede sygdom svinepest er i weekenden sprunget 300 km mod vest i Polen og er nu blot 80 km. fra grænsen til Tyskland.

»Det er en meget uheldig udvikling. Jeg er betydeligt mere bekymret, end jeg var før weekenden. Polakkerne har i fire år med stor succes holdt svinepesten øst for Warszawa. Nu springer sygdommen pludselig 300 km. mod vest, og det værste er, at der ikke bare er tale om et dødt vildsvin, man har fundet i skoven,« påpeger Bent Nielsen, afdelingschef for veterinær- og kvalitetsforhold ved landbrugets rådgivningscenter, Seges.

Ifølge de polske myndigheder blev det smittede vildsvin trafikdræbt.

»Det er rigtig bekymrende, for det virker ikke særlig sandsynligt, at det vildsvin, som tilfældigvis blev kørt ned, er det eneste smittede. Man kan frygte, at der er en del andre smittede vildsvin, som bare ikke er opdaget endnu,« siger Bent Nielsen.

Han vurderer, at vildsvinene i det vestlige Polen formentlig er blevet smittet, fordi de har spist madaffald, som har været inficeret med svinepest. Det samme menes at være årsagen til, at svinepesten tidligere er sprunget flere hundrede kilometer til henholdsvis Tjekkiet og Belgien.

Dansk landbrugs veterinæreksperter har omgående reageret på fundet af svinepest i det vestlige Polen ved at klassificere hele landet som såkaldt sort zone, mens det østlige Tyskland nu også er opgraderet til rød zone. Det betyder, at lastbiler, som kører gennem disse områder skal overholde skrappe karantæneregler, inden de må nærme sig en dansk landbrugsbedrift.

Kortet markerer, hvor i Europa risikoen for svinepest er størst. Risikoområder (grønne områder), højrisikoområder (røde områder), højrisikoområder under forhøjet beredskab (sorte områder). Kilde: Seges

Et udbrud af svinepest i Danmark vil medføre, at slagteriernes milliardeksport af svinekød til lande uden for EU omgående lukker. Det vil få priserne til at kollapse og udløse tab i millardklassen. Slagterierne lukrerer lige nu på, at udbruddet af svinepest i Kina har skabt et gigantisk hul i markedet, men dette eksporteventyr vil på et splitsekund blive forvandlet til et mareridt, hvis svinepesten når til Danmark.

Et udbrud i Tyskland, vil også udløse dramatisk turbulens i markederne. Tyskland er EU’s største eksportør af svinekød, og et udbrud af svinepest i Tyskland vil som udgangspunkt medføre, at alle lande uden for EU lukker for tysk svinekød.

»Skulle det ske, vil markederne i EU pludselig blive overforsynet med svinekød, og priserne vil falde. Hvis tyskerne afskæres fra de fjerne eksportmarkeder, kan det skabe nogle åbninger for danske slagterier. I den nuværende markedssituation (hvor eksporten til Kina allerede er meget stor, red.) kan det dog ikke opveje, at priserne vil falde på de store europæiske nærmarkeder,« vurderer markedsanalytiker Karsten Flemin, Landbrug & Fødevarer.

Han påpeger imidlertid, at Tyskland kan håbe på at få gennemført en såkaldt regionalisering, hvilket vil indebære, at eksportmarkederne kun lukker for svinekød fra den region, som smitten er konstateret i. Der er kun en begrænset produktion af svinekød i det østlige Tyskland, så konsekvenserne af et udbrud her kan minimeres, hvis det lykkes at få eksportmarkeder som Kina til at acceptere en regionalisering.

Københavns Universitet har for nylig offenliggjort en analyse af de markedsmæssige konsekvenser af udbrud af svinepest i henholdsvis Danmark og Tyskland. Det fremgår, at store lukrative højprismarkeder som Kina, Japan og Sydkorea hidtil kategorisk har afvist regionalisering, mens lande som USA og Canada har indikeret, at de vil acceptere regionalisering.

På grund af den store eksport til Kina, er prisen på svinekød de seneste uger steget til det højeste niveau i over 20 år. Markedsanalytiker Markus Fiebelkorn fra Landsforeningen af Danske Svineproducenter vurderer, at denne pristop vil blive udraderet, hvis Tyskland afskæres fra eksport til Kina.

»Det kan medføre et prisfald i størrelsesordenen 60 cent (4,5 kr.) pr. kilo kød,« siger Markus Fiebelkorn.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.