Erhverv

Nets lancerer forsøg med ansigtsbetaling

Nets vil den kommende tid teste såkaldt biometrisk betaling i en kantine på Østerbro. Det betyder, at kantinegæsterne kan betale ved at scanne deres ansigt.

Billede af ansigtsscanneren der er opstillet i kantinen på Østerbro. Foto: PR/Frederikke Amalie Jensen

Et nyt forsøg skal nu afgøre, om danskerne er villige til at betale ved hjælp af deres ansigt.

Betalingsgiganten Nets søsætter et pilotprojekt i en kantine på Østerbro, hvor kunderne kan betale ved at lade deres ansigt scanne – i fagsprog kendt som biometrisk betaling.

»Vi har været vant til, at vi altid skal medbringe noget, når vi skal betale. Kontanter, betalingskort eller en mobiltelefon. Men sådan behøver det måske slet ikke at være. I dag har vi teknologien til at gennemføre betalinger, hvor du bare møder op og lader dig scanne. Men spørgsmålet er, om vi er klar til det,« siger Jesper Kildegaard Poulsen, chef for Creation Lab hos Nets.

Forsøget vil finde sted i kantinen i kontorfællesskabet Vibenshuset på Østerbro i København, hvor godt 25 virksomheder med tilsammen 1.000 ansatte i dag holder til.

I dag betaler gæsterne i kontorfællesskabets kantine med deres ID-kort, men når forsøget er rullet ud, kan de gæster der vil, vælge at lade deres ansigt scanne og dermed betale uden at skulle hive ID-kort eller andre former for betalingsmidler frem.

»Brugeren opretter en profil på sin telefon, tager et billede med kameraet og parrer det med nummeret på sit ID-kort. Selvom det er en biometrisk løsning, kræver det ikke noget ekstra udstyr, og hos sælgeren kræver det også blot opsætning af et webcam,« siger Jesper Kildegaard Poulsen.

Ifølge Nets lagrer programmet, der scanner kantinegæsternes ansigter, ikke billederne. De bliver i stedet omdannet til en krypteret nøgle, der matcher gæstens nye billede, næste gang de bruger ansigtsbetalingen.

Nets har tidligere lavet forsøg med biometriske betalinger. I øjeblikket kører en ordning på Copenhagen Business School, hvor de studerende kan betale i kantinen ved at scanne deres finger.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også