Louis Vuitton-ejer køber amerikansk smykkeselskab i milliardhandel
Den fransk luksuskoncern LVMH står til at overtage det amerikanske smykkeselskab Tiffany i en handel til en værdi af 16,2 mia. dollar, hvilket svarer til næsten 110 mia. danske kr.
Det fremgår af en meddelelse fra LVMH mandag morgen.
LVMH, der blandt andet tilbyder tasker fra Louis Vuitton og Dom Pérignon-champagne, har indgået en aftale om at betale 135 dollar per aktie for Tiffany, der er noteret på børsen i USA.
Til sammenligning sluttede smykkeselskabets aktie i 125,51 dollar fredag, efter at der siden slutningen af oktober har været flere rygter om den franske bejler. Før meldingerne om LVMH's interesse lå aktien i Tiffany i 98,55 dollar.
Efter rygterne i markedet bekræftede LVMH første gang den 28. oktober, at koncernen havde været i foreløbige forhandlinger med Tiffany om muligheden for at købe smykkeselskabet.
Ifølge Bloomberg News har den franske koncern løftet buddet på Tiffany mindst to gange. Tidligere er det kommet frem, at et indledende bud lød på 120 dollar per aktie, og senest for et par dage siden blev buddet løftet til 130 dollar.
LVMH ejer også kendte designermærker som Marc Jacobs, Christian Dior, Celine, Fendi og Kenzo. Derudover har selskabet også vin- og alkoholproducenter som Hennessy, Krug og Moët & Chandon i folden, og samtidig ejer selskabet også mærker inden for blandt andet parfume, kosmetik og smykker.
Inden for kategori for ure og smykker ejer selskabet i forvejen mærker som Bvlgari, TAG Heuer, Dior Watches og Chaumet, men med amerikanske Tiffany får den franske koncern en større rækkevidde i det segment.
Aftalen om opkøbet af blevet godkendt af bestyrelsen hos både LVMH og Tiffany, og sidstnævntes bestyrelse har også anbefalet aktionærerne at takke ja til tilbuddet, fremgår det af en meddelelse. Handlen forventes at være endeligt gennemført i midten af 2020.



