Erhverv

Landets største shoppingcentre forventer kunderekord på black friday

Black friday kommer til at sætte kunderekord i år. Sådan lyder det fra flere af Danmarks største shoppingcentre.

Arkivfoto: Jonas Olufson.

Blandt de største shopping- og storcentre herhjemme er forventningerne til årets udgave af black friday fulde af optimisme.

Ifølge en rundspørge blandt fem af landets største shoppingcentre, som Finans har foretaget, lyder det samstemmende, at black friday, der løber af stablen den 29. november, vil resultere i et rekordstort antal kunder.

»Vi forventer, at vores kundetal vil stige sammenlignet med sidste år. Sidste år havde vi 69.000 besøgende. I år forventer vi over 70.000 kunder,« siger Thomas Thomsen, der er centermanager i det københavnske shoppingcenter Fields, der med en omsætning på 2,8 mia. er Danmarks største.

Samme melding lyder fra Rødovre Centrum på den københavnske vestegn. Her har adm. direktør Jesper Andreasen ligefrem indgået et væddemål om, hvorvidt antallet af besøgende i år vil overstige sidste år.

»Sidste år var der 64.664 kunder, der besøgte os. I år håber jeg på, at vi runder de 67.493 kunder, for så har jeg vundet væddemålet og håneretten i hele 2020,« siger han.

Landets største shoppingcentre
  1. Fields: 2,8 mia. kr.
  2. Aalborg Storcenter: 2,4 mia. kr.
  3. Rødovre Centrum: 2,3 mia. kr.
  4. Rosengårdscentret: 2,1 mia. kr.
  5. Kolding Storcenter: 1,9 mia. kr.
  6. Fisketorvet: 1,6 mia. kr.
  7. Waves: 1,6 mia. kr.
  8. Lyngby Storcenter: 1,6 mia. kr.
  9. Frederiksberg Centret: 1,5 mia. kr.
  10. Næstved Storcenter: 1,4 mia. kr.
Kilde: Institut for Center-Planlægning (tal er fra 2017).

Black friday er et amerikansk fænomen, der de seneste år har vundet indpas i Danmark. I USA er det årets største handelsdag, som altid ligger i slutningen af november,

Ifølge tal fra betalingsselskabet Nets blev der sidste år brugt 1,94 mia. kr. på black friday herhjemme. Året før lå tallet lidt højere på 2,12 mia. kr.

På Fisketorvet i København er der store forhåbninger til, at black friday i år vil sætte rekord.

»Vi har høje forventninger til black friday i år. Vi oplever, at konceptet er større og mere populært end nogensinde. Sidste år var black friday den mest velbesøgte dag på Fisketorvet, og vi forventer samme høje niveau i år på grund af konceptets øgede popularitet,« siger Casper Didriksen von der Ahé, centermanger på Fisketorvet.

Det er dog ikke kun i københavnsområdet, at forventningerne til dagen er skyhøje. I Kolding Storcenter, som sidste år havde besøg af 50.000 kunder, krydser man også fingre for, at dagen vil sætte rekord.

»Dagen er en af årets største og vigtigste begivenheder for os, når vi taler besøgstal og omsætning. Derfor er vores forventninger til omsætning og antal besøgende også minimum på samme niveau, som tidligere år. Endda med ambitioner om et lidt højere besøgstal på dagen og en øget totalomsætning,« siger centerchef Gitte Lindbo.

I det nordjyske besøgte 49.500 kunder Aalborg Storcenter sidste år på black friday. I år forventer centerchef Preben Bjerregaard, at besøgstallet vil krydse de 50.000.

»For rigtig mange butikker er omsætningen på dagen rigtig vigtig, og denne ene helt specielle dag kan udgøre mellem 15 pct. og 25 pct. af hele novembers omsætning,« siger han.

Læs også