Erhverv

Stigende salg på nettet giver Ikea vokseværk

Efter endnu år med fremgang udgør netsalg nu ti procent af salget hos møbelkoncernen Ikea.

Der er omkring 430 Ikea-varehuse i verden. Ingka Group ejer 374 af disse - herunder de danske. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Det seneste år har økonomisk set været et skridt frem for Ikea, der sælger mere og mere på nettet.

Det fremgår af regnskabet fra den internationale koncern Ingka Group, som ejer langt de fleste af Ikeas varehuse på verdensplan.

Der blev solgt for 292 milliarder kroner i regnskabsåret, der løb til og med slutningen af august. Det er 15 milliarder mere end året før. Det viser Ingka Groups årsregnskab.

Ud over højere onlinesalg, der nu udgør ti procent af det samlede salg, fremhæver Ikea, at det har solgt mere i sine fysiske butikker det forløbne år.

Ingka Group ejer 374 Ikea-varehuse i verden - herunder de danske. 839 millioner mennesker var igennem et af varehusene i løbet af året.

Ikeas fem varehuse i Danmark er i Taastrup, Gentofte, Odense, Aarhus og Aalborg.

Det højere salg har også trukket Ingka Groups overskud op. Det er vokset med 24 procent til 13,6 milliarder kroner.

Samlet er der 430 Ikea-varehuse i verden. De varehuse, der ikke er ejet af Ingka Group, drives af franchisetagere, som har tilladelse til at drive Ikea-varehuse og sælge møbler og andre ting til hjemmet.

Læs også