Erhverv

Kendt modemand sælger sit livsværk

Keld Mikkelsen har solgt Day Birger ét Mikkelsen, som han stiftede i 1997. Direktøren og en gruppe erhvervsfolk tager nu over.

Keld Mikkelsen har solgt livsværket Day Birger ét Mikkelsen. Foto: PR

Den danske modemand Keld Mikkelsen har solgt sit livsværk Day Birger ét Mikkelsen, som i flere år har levet på bankens nåde.

For en hemmelig pris har han således solgt aktiviteterne bag tøjmærkerne Day Birger ét Mikkelsen og 2ndday til en investorgruppe.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Day Birger ét Mikkelsen er en fantastisk virksomhed og et fantastisk brand, der fortsat rummer et kæmpe potentiale. Jeg har derfor sammen med en lille kreds af stærke investorer og succesrige erhvervsfolk købt virksomheden,« siger Peter Henriksen, der i en årrække har været adm. direktør i Day Birger ét Mikkelsen, i pressemeddelelsen.

Den erfarne modemand Henrik Theilbjørn, der har været topchef i IC Group og nu er formand i Boozt, bliver ny bestyrelsesformand for Day Birger ét Mikkelsen.

Day Birger ét Mikkelsen og 2nddays aktiviteter føres videre i det nystiftede selskab Day Birger ét Mikkelsen A/S.

I en uddybende kommentar til Finans forklarer Peter Henriksen, at selskabet overtager personale, goodwill, debitorer og varelager fra det selskab, der hidtil har drevet tøjmærkerne.

Af cvr-registeret fremgår det, at Peter Henriksen er største aktionær i det nystiftede selskab med en ejerandel på mellem 33,34 og 49,99 pct.

De andre aktionærer tæller ifølge cvr-registeret Skagen-velhaveren Bo Geisler, som for år tilbage solgte sit køkkenfirma, Søren Iversen, storaktionær i Farstrup Furniture, og Kresten Vilsgaard, der står bag Danish Auction.

Endelig har Keld Mikkelsen fået en mindre ejerandel i det nye Day Birger ét Mikkelsen gennem selskabet ADD Mikkelsen A/S.

Takket være en stribe butikslukninger og et frasalg af taskebrandet Day Et blev der i 2018 pustet tiltrængt luft i Day Birger ét Mikkelsen.

Efter flere år med livstruende underskud lancerede Day Birger et Mikkelsen i 2018 en redningsplan, som skulle vende den dårlige udvikling og ændre egenkapitalen fra negativ til positiv.

Det gav i fjor et overskud efter skat på hele 43,8 mio. kr. efter frasalget af Day Et, som gav en engangsgevinst på 59 mio. kr.

En væsentlig del af Day Birger Et Mikkelsens redningsplan bestod i at satse massivt på nethandlen gennem samarbejdspartnere som Boozt, Zalando og Asos.

Væksten fra de digitale samarbejdspartnere steg med 30 pct. i 2018.

Day Birger Et Mikkelsen blev grundlagt i 1997 af makkerparret Keld Mikkelsen og Malene Birger. Sidstnævnte forlod virksomheden fem år senere.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også