Erhverv

If køber Viking Assistance

Forsikringsselskabet If køber Viking, der opererer i Danmark, Norge, Sverige og Finland.

Koncernchef i If, Morten Thorsrud (tv.), og koncernchef i Viking Assistance, Hans Petter Semmelmann, i forbindelse med Ifs køb af det nordiske vejhjælps- og assistanceselskab Viking. Foto: PR

Forsikringsselskabet If har købt 100 pct. af aktierne i vejhjælps- og assistanceselskabet Viking Assistance og overtager dermed samtlige af Vikings ydelser i hele Norden.

Dermed følger If i fodsporene på flere andre forsikringsselskaber i Norden, der også ejer deres egne vejhjælpsfirmaer.

»Mobilitet og måden at have og bruge bil på ændrer sig markant i disse år. Vi vil sikre, at vi også i fremtiden kan tilbyde gode løsninger for vores kunder. Uanset om kunden ejer, leaser eller har en anden billøsning skal vi sikre en enkel og ukompliceret løsning for kunderne. Med købet af Viking vil If også kunne følge endnu bedre op på kunderne, når de har brug for hjælp,« siger koncernchef i If, Morten Thorsrud, i en pressemeddelelse.

Viking råder over 320 servicestationer i selskabets netværk og håndterer hvert år 1,5 millioner telefonsamtaler og omkring 460.000 assistancer.

If, der er et af de største forsikringsselskaber i Norden, overtager Viking fra de nuværende ejere - en opkøbsfond forvaltet af kapitalfondene AAC Capital Partners og Intermediate Capital Group PLC, samt medlemmer af koncernledelsen.

Læs også